Aktier/tendens: Grøn start i sigte med Chr. Hansen i fokus

Udgivet den 22-10-2021  |  kl. 08:23  |  

Der er fredag udsigt til små stigninger på det danske aktiemarked, hvor Chr. Hansen står til nye tæv efter et sænket kursmål hos Bank of America.

De amerikanske aktiemarkeder endte torsdag med størst fremgang til det teknologitunge Nasdaq-indeks, der steg 0,6 pct., men den stigning må indekset smide igen i futuremarkedet fredag morgen. De samme takter er gældende for de to andre toneangivende amerikanske aktieindeks.

Det tyske DAX-indeks, der normalt er et godt barometer for det danske aktiemarked, peger dog mod en stigning på 0,3 pct.

En del af den positive stemning forklares af Jyske Bank blandt andet med, at Evergrande har betalt renter på et dollarlån, og at den gældsramte kinesiske ejendomsgigant derved undgår at misligholde lånet.

Torsdag var stemningen negativ i Europa med et fald på 0,3 pct. til DAX-indekset, men udviklingen var positiv i Danmark med en fremgang på 0,5 pct. til 1947,00 til C25-indekset.

Generelt vil markedsdeltagerne, ud over en række regnskaber fra udlandet, fredag kigge i retning af en række foreløbige PMI-tal fra begge sider af Atlanten.

CHR. HANSENS KURSMÅL SKÅRET AF BANK OF AMERICA

Chr. Hansen har i kølvandet af sidste uges regnskab fået skåret sit kursmål til 450 kr. fra 490 kr. af finanshuset Bank of America, der gentager den negative anbefaling "underperform".

Det skriver PLX.AI.

Chr. Hansen-aktien endte torsdag med et fald på 0,5 pct. til 502 kr.

NORDEA OG TOPDANMARK FORTSAT I FOKUS EFTER REGNSKABER

Nordea og Topdanmark kan fredag igen tiltrække sig opmærksomhed efter torsdagens regnskab fra den pannordiske bankkoncern og fra forsikringskoncernen.

Nordea faldt torsdag med 0,7 pct. til 80,97 kr., efter et regnskab, hvor indtjeningen blandt andet var hjulpet af en tilbageførsel af nedskrivninger.

Topdanmark faldt 3,4 pct. til 340,80 kr. efter et regnskab, hvor forventningen til præmievæksten blev sænket, mens forventningerne til resultatet og combined ratio blev løftet.

Efterfølgende har analytikerkorpset rykket lidt ved estimater og kursmål for de to aktier.

Nordea har fået løftet kursmålet til 78,13 kr. fra 74,36 kr. af Société Générale, der gentager sin "hold"-anbefaling.

Forsikringsaktiens kursmål er sænket med 4 kr. til 356 kr. af svenske SEB. Citigroup og Carnegie har læst positive ting i regnskab, og de to finanshuset har hævet kursmål for aktien til henholdsvis 324,40 kr. og 380 kr. fra tidligere 308,30 kr. og 370 kr. Det skriver Reuters og PLX.AI.

Coloplast har også fået lidt nyt fra analytikerkorpset, idet Morningstar har flyttet sin anbefaling ned på "sælg" fra "hold". Kursmålet fastholdes på 933 kr.

Coloplast-aktien steg torsdag med 0,9 pct. til 1060,50 kr.

PARKENS FCK OG BRØNDBY TABTE I EUROPA

Parken Sport & Entertainment måtte torsdag aften se sit fodboldhold FCK lide et nederlag på 2-0 til græske PAOK i den internationale turnering Conference League, efter at en tidlig udvisning kostede dyrt.

Brøndby IF led også nederlag torsdag. Superliga-klubben tabte 2-0 til Glasgow Rangers på udebane. Den danske klub ligger nu nederst i sin gruppe med blot 1 point efter 3 kampe.

Parken-aktien steg torsdag med 1,2 pct. til 85 kr., og Brøndby-aktien havde torsdag samme procentvise fremgang til 0,53 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder