Aktier/tendens: Hug til Mærsk fra morgenstunden i ventet grønt marked

Udgivet den 26-05-2020  |  kl. 08:19  |  

Der er udsigt til endnu en grøn dag på det danske C25-indeks på en tirsdag, hvor der fra morgenstunden kan komme fokus på Mærsk og NTG.

Der er nemlig positive takter fra udlandet, hvor futures for det toneangivende tyske DAX-indeks tirsdag morgen viser en stigning på omkring 1 pct., mens de amerikanske futures ligger med en stigning på cirka 1,7 pct.

MÆRSK-ANBEFALING SÆNKET

Mærsk har fra morgenstunden fået analytikerhug fra finanshuset Jefferies, der ser faresignaler ved selskabets kreditvurdering. Finanshuset sænker derfor sin anbefaling af Mærsk-aktien til "køb" fra tidligere "hold".

- Vores analyser viser, at Mærsks likviditet formentlig vil være nok, men selskabets kreditvurdering er måske i risikozonen, lyder det i analysen.

Jefferies ser samtidig driftsresultatet på EBITDA-niveau for helåret vil ende 24 pct. lavere, men påpeger at det danske rederi har et "relativt stærkt finansielt udgangspunkt". Kursmålet på 7500 kr. fastholdes.

Mandag lukkede Mærsk B-aktien med en stigning på 0,6 pct. til 6942 kr.

Også NTG kan komme i investorernes søgelys, efter selskabet mandag aften kom med regnskab for første kvartal. Her voksede omsætningen med 2,6 pct. på årsbasis til 1310,6 mio. kr. mod 1276,7 mio. kr. et år tidligere. EBIT-resultatet før særlige poster bakkede dog en smule fra 45,8 mio. kr. til 44,9 mio. kr.

Selskabet fastholder samtidig sine forventninger til 2020 på 4500-5300 mio. kr. og EBIT før særlige poster på 130-180 mio. kr.

NTG lukkede mandag med en stigning på 3,5 pct.

NY ANBEFALING TIL FLYVENDE ROCKWOOL

Isoleringsvirksomheden Rockwool har den sidste uge taget et gevaldigt kursridt, hvor aktien er steget 16,7 pct. Mandag lukkede aktien med en stigning på 8,1 pct. til 1836 kr.

Handelsbanken kvitterer med en ny anbefaling, der sænkes til "køb" fra "hold", mens kursmålet hæves til 1850 kr. fra 1700 kr.

Ifølge Laurits Louis Kjærgaard, aktieanalytiker for ABG Sundal Collier, kan opturen for Rockwool-aktien skyldes, at der sidste uge blev lækket planer om, at EU Kommissionens genopretningsplan kommer til at betyde store investeringer til renovering af boliger.

DAGENS REGNSKABER

Der er ikke mange danske regnskaber på tirsdagens program, hvor de eneste kommer fra plastkoncernen SP-Group og kommunikationskonceren F.E. Bording, der begge kommer med regnskab for første kvartal.

Den danske sikkerhedsvirksomhed G4S kan også skæve mod konkurrenten Prosegur, der også kommer med regnskab for første kvartal.

SPÆNDINGER i ASIEN

Udsigten til en normalisering efter corona skaber en generelt positiv stemning på aktiemarkederne verden over, hvor også det tyske IFO-indeks, der måler erhvervstilliden, i maj steg til 79,5 mod ventede 78,5.

- Den gradvise bedring i økonomiske data giver håb om en gradvis normalisering, mens den faktiske udvikling hen over sommeren vil vise, om markedernes optimisme er løbet forud for realiteterne, skriver seniorstrateg Nicolas Tousgaard fra Bank Invest i en analyse.

Der er dog en kende malurt i bægeret blandt de ellers positive nyheder, da der igen er handelsspændinger at spore mellem USA og Kina, mens Hongkong igen oplever uroligheder og demonstrationer.

Fredag varslede USA sanktioner mod ni kinesiske virksomheder, fordi amerikanerne mener, deres teknologi er medvirkende til at krænke menneskerettigheder i Kina i forbindelse med undertrykkelse af det muslimske mindretal i landet.

I Hongkong skyldes urolighederne et lovforslaget, der blev annonceret i sidste uge, som overraskede mange investorer, der har rejst tvivl om, hvordan byens fremtid som et internationalt finansielt centrum kommer til at se ud.

- Situationen i Hongkong er fortsat spændt, dels i relation til uroligheder i Hongkong, men særligt fordi det påvirker forholdet mellem USA og Kina negativt i et marked som i forvejen er skrøbeligt, skriver Nicolas Tousgaard videre.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder