Aktier/tendens: Konkurrentnyt kan presse Vestas i positivt marked

Udgivet den 03-05-2021  |  kl. 08:17  |  
Arkiv: Foto

Vestas-konkurrenten Siemens Gamesa har nedjusteret sine forventninger til året, og det give den danske vindmølleproducent en hovedrolle i mandagens aktiehandel.

Derudover kan endnu en rekord til rateindekset SCFI give Mærsk luft under vingerne, ligesom transportgiganten DSV kan drage fordel af et løftet kursmål fra Jefferies.

Samlet set tegner det danske aktiemarked til at åbne i positivt territorium, efter C25-indekset torsdag i sidste uge tog et fald på 0,8 pct. til 1766,36. Fredag var markedet lukket grundet helligdag.

Den tyske DAX-future indikerer mandag morgen en stigning på 0,1 pct. Humøret er også godt i USA, hvor futures for de tre ledende indeks stiger med 0,1-0,3 pct. forud for den amerikanske aktieåbning.

Fredag var der ellers gevinsthjemtagning i USA, hvor S&P 500, Dow Jones og Nasdaq faldt med 0,5-0,9 pct.

- Den amerikanske og de europæiske aktiefutures ligger svagt i positivt territorium her til morgen, hvilket peger på positive markeder senere i dag. Men det bliver spændende at se, hvordan markederne reagerer på kommentarer fra Fed-medlem om udfasning af bankens opkøbsprogram og dermed udsigt til en mindre lempelig pengepolitik i USA, skriver Nordea i en morgenkommentar.

Siemens Gamesa fastholdt fredag forventningene om en driftsmargin på 3-5 pct., men venter nu en omsætning på 10,2-10,5 mia. euro i år mod tidligere 10,2-11,2 mia. euro. En nedpræcisering, der øger sandsynligheden for, at Vestas rammer den lave ende af sin prognose, vurderer Sydbank.

Nedpræciseringen begrundes med, at ordreindgangen på landmøller kommer senere end ventet, og samtidig forsinkes opstillingerne af møller af covid-19-pandemien. Desuden melder Siemens Gamesa om modvind fra højere råvare- og leverandørpriser, lyder det.

I torsdagens aktiehandel faldt Vestas-aktien med 3 pct. til 258,20 kr.

RATENYT TIL MÆRSK

Raterne på fragt af containere fra Kina til resten af verden satte igen rekord i sidste uge. Rateindekset, Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotprisen på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, steg 4,1 pct. til 3100,74.

Siden nytår er indekset steget 11,4 pct., og indekset er mere end tredoblet fra 818,16 i uge 17 sidste år.

De høje rater skæpper godt i kassen hos A.P. Møller-Mærsk, der i sidste uge opjusterede forventningerne til årets driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, til 13-15 mia. dollar fra tidligere 8,5-10,5 mia. dollar. Onsdag fremlægger rederiet regnskab.

Mærsk B-aktien faldt torsdag 0,9 pct. til 15.370 kr.

NYT KURSMÅL TIL DSV OG ØRSTED

Jefferies ser nyt potentiale i DSV Panalpina og løfter sit kursmål for transportaktien til 1600 kr. fra 1300 kr., viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen er uændret "køb".

Jefferies' nye kursmål indikerer et potentiale på 16 pct. sammenlignet med lukkekursen torsdag, hvor DSV faldt 0,6 pct. til 1379,50 kr.

Derudover har Ørsted også fået sænket til kursmål hos Carnegie til 955 kr. fra 1230 kr. Det fremgår af PLX.AI.

Anbefalingen er uændret "hold". Torsdag lukkede Ørsted 6,7 pct. lavere i 902,20 kr.

NORDEA OG NILFISK FÅR HØJERE KURSMÅL

Kursmålet af aktierne i Nordea løftes til 95 svenske kr. (69,35 kr.) fra 90 svenske kr. af Handelsbanken. Anbefalingen er uændret "hold". Det skriver banken i kommentar.

Nordea lukkede torsdag i 64,93 kr. i København og 87,96 svenske kr. i Stockholm.

I sidepapirerne er der også nyt til Nilfisk. Selskabet har fået løftet kursmålet med 15 kr. til 215 kr. af SEB, der fastholder anbefalingen "køb". Det skriver PLX.AI

Nilfisk lukkede torsdag i 183,40 kr.

/ritzau/FINANS

Jeppe Boysen Karlsson

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder