Aktier/tendens: Mærsk kan stå øverst på skamlen i positivt marked

Udgivet den 15-11-2019  |  kl. 08:31  |  

Det er lagt op til en positiv start på det danske aktiemarked fredag morgen, hvor et solidt regnskab fra Mærsk blander sig med meldinger fra handelskonflikten mellem USA og Kina og sætter dagsordenen.

Positive ytringer fra Det Hvide Hus' økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, sender de europæiske og amerikanske aktiefutures i plus. Ifølge Kudlow er USA og Kina i tæt kontakt med henblik på at lukke første fase af en handelsaftale.

På den hjemlige scene vil projektørlyset især være rettet mod Esplanaden i København, hvor transport- og logistikkoncernen A.P. Møller-Mærsk er aktuel med tal for tredje kvartal. Det samme er softwarehuset Simcorp og A&O Johansen.

Indikationerne fra udlandet er entydigt positive. De amerikanske aktier lukkede torsdag med rekord i S&P 500 og futures på de store amerikanske aktieindeks peger opad med 0,3-0,4 pct. fredag morgen.

Den tyske Dax-future peger samtidig i positiv retning med et plus på 0,5 pct.

REGNSKABER TAGER FOKUS

Dagens hovedbegivenhed er kvartalsregnskabet fra Danmarks største virksomhedsgruppe, A.P. Møller-Mærsk. Nettooverskuddet viser en mere end en dobbelt så stor gevinst som analytikerne havde estimeret kort før inden sidste måneds opjustering.

Den store Ocean-division, som Mærsk kun gav begrænset indsigt i forbindelse med meldingen i oktober, viser et større driftsoverskud end ventet af analytikerne.

Koncernen fastholder de nyligt opjusterede forventninger til 2019 og sigter dermed fortsat efter et driftsoverskud før af- og nedskrivninger på 5,4-5,8 mia. dollar for de fortsættende forretninger.

A.P. Møller-Mærsks B-aktie sluttede torsdag i 9048 kr. efter en stigning på 0,2 pct. A-aktien faldt modsat 0,1 pct. til 8490,00 kr.

Simcorp er ligeledes aktuel med et kvartalsregnskab, der slår analytikernes forventninger på så godt som alle parametre - omsætning, driftsresultat, driftsmargin og nettoresultat. Kun ordrebogen er lidt tyndere end forventet.

Alligevel fastholder softwareselskabet forventningerne til 2019 om en omsætningsvækst mellem 12-17 pct. og en overskudsgrad på 25-28 pct. målt i lokal valuta.

Simcorp faldt 1,0 pct. i torsdagens handel til 665,00 kr.

ANALYTIKER-NYT OG OPKØB

Zealand Pharma har modtaget et lille skulderklap af det amerikanske finanshus Guggenheim Securities, der har hævet kursmålet for Zealands aktie med 11 pct. til 262 kr. Samtidig gentages købsanbefalingen.

Zealand Pharma steg 4,9 pct. torsdag til en slutkurs på 225,00 kr.

Skako har været på opkøb for at styrke Skako Vibrations position på genbrugsmarkedet. Valget er faldet på den spanske salgspartner, Dartek, der er erhvervet for 3,3 mio. euro plus en mulig earn-out på yderligere 0,9 mio. euro.

Skako lukkede torsdag uændret i 39,80 kr.

Nordea har skåret en tier af kursmålet for aktien i Scandinavian Tobacco Group - STG - så det nu lyder på 100 kr. Købsanbefalingen fastholdes dog stadig.

STG's regnskab for tredje kvartal viste torsdag en vigende omsætningen, mens lønsomheden samtidig blev forbedre, blandt andet på grund af koncernens effektiviseringsprogram.

En aktie i tobaksselskabet faldt 5,9 pct. til 78 kr. efter regnskabet.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder