Aktier/tendens: Mærsk og Topdanmark i fokus før let negativ start

Udgivet den 24-01-2022  |  kl. 08:19  |  
Arkiv: Foto

De danske aktier kigger umiddelbart ind i en let negativ åbning på mandagens handel, efter at C25-indekset også faldt tungt fredag, hvor det danske eliteindeks tabte 2,8 pct.

Selv om de amerikanske futures stiger mandag morgen, falder de europæiske af slagsen og indikerer en let negativ start, hvilket formentlig hænger sammen med, at de amerikanske aktier også faldt tungt efter dansk lukketid fredag.

Og der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål for investorerne på tærsklen til en uge, hvor der er rigeligt at holde øje med - både fra makrofronten, fra regnskabsfronten og på det mere politiske område.

- I denne uge er vi fokuserede på første runde af det italienske præsidentvalg (mandag) og onsdagens pengepolitiske møde i USA. Sideløbende er ugen spækket med vigtige makroøkonomiske nøgletal i form af BNP, løn og inflation fra USA, BNP fra Frankrig, Tyskland og Spanien samt konjunkturindikatorer fra Kina og euroområdet, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar mandag.

- Alle makrotal har potentialet til at ændre øjeblikkets prisning af forventede renteforhøjelser, uroen omkring virksomhedernes indtjening og russernes raslen med sablen i baggrunden, fortsætter banken.

MÆRSK KAN FÅ OPMÆRKSOMHED EFTER LØFTET KURSMÅL

Den britiske storbank HSBC ser fortsat masser af potentiale i aktien i A.P. Møller-Mærsk, som derfor også får løftet kursmålet til 30.000 kr. fra 26.250 kr.

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen fastholdes samtidig i positivt terræn på "køb".

Mærsks B-aktie faldt fredag med 1,7 pct. til 22.660 kr. i det generelt sure marked.

Analysenyt er der også fra Topdanmark, efter at forsikringsselskabet fredag middag afleverede sit årsregnskab for 2021, der blev det resultatmæssigt bedste år for selskabet nogensinde.

Siden har svenske SEB løftet sin anbefaling af Topdanmark til "hold" fra "sælg" og skruet kursmålet op til 392 kr. fra 377 kr.

Samtidig har tyske Berenberg løftet sit kursmål for Topdanmark til 375 kr. fra 336 kr., skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Bloomberg News er finanshusets seneste anbefaling "hold".

Topdanmark steg fredag med 0,5 pct. til 378,20 kr. efter regnskabet, der generelt var noget bedre end ventet på de fleste hovedposter.

ØRSTED OG DANSKE OGSÅ UNDER LUP

Også energiselskabet Ørsted og Danske Bank har været en tur gennem Excel-arkene hos analytikerne, hvor førstnævnte hos børshuset Wolfe Research har fået sænket sit kursmål til 830 kr. fra 945 kr.

Anbefalingen er fortsat det neutrale "peer perform", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Ørsted faldt fredag med 4,7 pct. til 731,20 kr.

Danske Bank, som i fredagens handel bakkede med 2 pct. til 126,40 kr., har fået løftet sit kursmål hos norske ABG Sundal Collier til 130 kr. fra 117 kr.

Her er anbefalingen ligeledes fortsat i neutralt terræn på "hold", fremgår det af Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯