Aktier/tendens: Spot på Landbobanken, FLS og Vestas i ventet plusstart

Udgivet den 05-08-2020  |  kl. 08:16  |  

Ringkjøbing Landbobank kommer i fokus på det danske aktiemarked fra åbningen onsdag, efter at banken har leveret tal for andet kvartal og her fastholder de senest udmeldte forventninger.

Blandt sværvægterne i C25, som tirsdag faldt 1,2 pct. til 1433,98, kan Vestas få ekstra opmærksomhed efter et løftet kursmål for aktien, og der kan også ventes analytikerreaktioner på tirsdagens regnskab fra FLSmidth.

Umiddelbart peger det i retning af en positiv åbning på aktiebørserne i Europa onsdag, efter at de amerikanske markeder tirsdag aften fik sluttet pænt af og lukkede i plus.

KINESISK NØGLETAL SKUFFER

Den tyske DAX-future ligger onsdag morgen 0,4 pct. højere, selvom de asiatiske børser onsdag har vist en blandet udvikling efter en skuffende PMI-opgørelse for servicesektoren i Kina.

Ellers fortsætter der med at være fokus på de politiske forhandlinger i USA om en ny hjælpepakke, og på den front kan der være sket fremskridt.

- Forhandlingerne om en ny hjælpepakke fortsatte i går, og den amerikanske finansminister, Steve Mnuchin, udtrykte sig efterfølgende i positive vendinger og sagde, at han regnede med en aftale mod slutningen af ugen.

- En aftale der i så fald kunne blive vedtaget ved afstemning i næste uge. Ny forhandlinger foregår senere i dag, skriver valuta- og rentestrateg Niels Christensen fra Nordea i en morgenkommentar.

Ringkjøbing Landbobank kom ud af andet kvartal med et resultat efter skat på 227 mio. kr., hvilket var en lille stigning fra 221 mio. kr. i samme periode sidste år.

Basisresultatet før nedskrivninger steg ellers til 328 mio. kr. fra 318 mio. kr., men nedskrivninger på 66 mio. kr. mod 24 mio. kr. i andet kvartal sidste år trækker ned længere nede i resultatopgørelsen.

Banken fastholder de forventninger, som den nedjusterede til 23. marts som følge af coronakrisen og den makroøkonomiske usikkerhed.

Aktien i Ringkjøbing Landbobank steg tirsdag 2,7 pct. til 482,50 kr. Senere onsdag kommer der også regnskab fra Djurslands Bank.

SER POTENTIALE I VESTAS-AKTIEN

Vestas kan måske hente støtte i et løftet kursmål hos finanshuset ABG Sundal Collier på 26 pct. til 910 kr. fra førhen 720 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb" af analytiker Casper Blom.

Det nye kursmål indikerer da også et potentiale på 10 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag i 827 kr.

Herhjemme ventes endvidere fortsat fokus på FLSmidth efter tirsdagens halvårsregnskab, der gav aktien en fornuftig start. Den holdt dog ikke dagen ud. Aktien tabte pusten og faldt 3,1 pct. til 183,20 kr. efter selskabets telekonference, selvom det var uklart, præcis hvad der afstedkom den kursmæssige kovending.

Ejendomsselskabet Prime Office, der har specialiseret sig i investeringsejendomme i Nordtyskland, kom efter børslukketid tirsdag for første gang med en prognose for 2020. Selskabet venter i år en omsætning på 175-180 mio. kr. og et resultatet før skat i intervallet 97 til 105 mio. kr.

Prime Office-aktien steg 1 pct. til 197 kr.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder