Aktier/tendens: Stigende renter truer med at sende aktierne ned

Udgivet den 05-03-2021  |  kl. 08:11  |  
Arkiv: Foto

Det danske eliteindeks, C25, har haft en hård start på marts og er faldet 4,5 pct. siden mandag. Den tendens ser ud til at fortsætte fredag, hvor det igen er de stigende renter, der er i fokus.

Efter et par dage med pusterum tog rentestigningerne torsdag aften fat igen i USA, efter at Jerome Powell, chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på en virtuel konference ikke signalerede, at banken vil gribe ind over for de stigende renter.

Det sendte de amerikanske aktieindeks ned med mellem 1,1 og 2,1 pct., og fredag morgen er futures for de ledende indeks fortsat i svagt rødt territorium. Også det toneangivende tyske DAX-indeks indikeres fredag ned med 0,5 pct.

Torsdag lukkede C25 med et fald på 1,3 pct. i 1560,01.

Blandt de danske enkeltaktier har morgenen budt på en håndfuld kursmåls- og anbefalingsændringer til blandt Royal Unibrew og Genmab, der begge får løftet deres anbefaling. Blandt sidepapirerne er Schouw kommet med regnskab for 2020, der viser fremgang på de fleste poster.

UNIBREW og GENMAB LØFTET

Der er analytikernyt til både Unibrew og Genmab, der får løftet deres anbefalinger hos henholdsvis JPMorgan og Morningstar.

Unibrew bliver løftet til "neutral" fra tidligere "undervægt", mens JPMorgan i samme ombæring løfter kursmålet med en tier til 610 kr.

Unibrew-aktien faldt 1 pct. torsdag til 628,60 kr.

Hos Genmab er det lidt kedeligere omstændigheder, der har udløst en højere anbefaling hos Morningstar.

Analysehuset løfter sin anbefaling til "hold" fra "sælg", efter at Genmab-aktien er faldet 22 pct. siden årets start. Morningstar fastholder sit kursmål på 1820 kr.

Torsdag lukkede Genmab i 1925 kr. efter et fald på 4,8 pct.

Også Nilfisk har fået hævet sin anbefaling, efter at selskabet onsdag kom med regnskab for 2020. Det har fået SEB til at løfte anbefaling til "køb" fra "hold", mens kursmålet nu hedder 200 kr. mod tidligere 150 kr.

Det viser data fra Bloomberg News.

Nilfisk sluttede de sidste tre måneder af 2020 af med fremgang i driftsresultatet før af- og nedskrivninger, selv om omsætningen faldt.

Det var dog særligt prognosen for 2021, der faldt i god jord i aktiemarkedet. Her steg aktien onsdag med over 15 pct., inden den faldt tilbage med lidt over 6 pct. torsdag til 163,40 kr.

SCHOUW VENTER VÆKST I OMSÆTNING

Blandt sidepapirerne har Schouw & Co sparket fredagen i gang med sit regnskab for 2020 og løfter samtidig sløret for forventningerne til indeværende regnskabsår.

Her venter selskabet i 2021 en omsætning i størrelsesordenen 21,9 mia. kr. og et EBITDA-resultat mellem 2015 og 2225 mio. kr.

- En del af den forventede fremgang hidrører dog fra højere råvarepriser, som i flere af koncernens virksomheder har fået væsentlig betydning for omsætningen, skriver Schouw i regnskabet.

I regnskabsåret 2020 indfriede selskabet en omsætning på 21,27 mia. kr. og et EBITDA-resultat på 2209 mio. kr.

Bestyrelsen indstiller derudover til et udbytte på 14 kr. per aktie - det samme som året forinden.

Schouw-aktien lukkede torsdag med en stigning på 0,2 pct. i 629 kr.

KONKURRENTNYT TIL VESTAS

Vestas-interesserede kan fredag skæve mod den tyske vindmølleproducent Nordex, der med foreløbige regnskabstal bekræfter forventningerne til 2020, som blev afgivet i november.

De foreløbige tal viser, at omsætningen steg 41,6 pct. til 4,6 mia. euro. Selskabet ventede i november 4,4 mia. euro.

Driftsoverskuddet, EBITDA, blev 94 mio. euro eller 24,1 pct. mindre end de 123,8 mio. euro, der blev nået i 2019.

Vestas-aktien faldt torsdag 0,5 pct. til 1085 kr. - der var dermed tredje dag i streg med fald.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder