Aktier/tendens: Vestas i fokus efter samarbejde med Mitsubishi

Udgivet den 27-09-2013  |  kl. 08:38  |  

Det, der lignede en stille indledning på fredagens aktiehandel, ser ud til at blive lidt mere underholdende med et Vestas, som for anden børsdag i træk ventes at placere sig midt i rampelyset. Med en stor ordre på vindmøller til USA kæmpede Vestas torsdag om rampelyset med A.P. Møllers kapitalmarkedsdag, men fredag går vindmølleproducenten på scenen alene med en samarbejdsaftale med japanske Mitsubishi.

- Det ser ud til, at vi skal have mindre stigninger fra morgenstunden, men det kan jo hurtigt skifte, som vi har set flere gange på det seneste. Men det rigtigt interessante bliver Vestas, siger Jesper Bamberger, aktierådgiver i Nordea, til Ritzau Finans.

C20-indekset lukkede torsdag 0,4 pct. højere i niveau 627,79 - trukket af netop Vestas, der tordnede i vejret med hele 7,9 pct. til kurs 133,10 kr. efter annonceringen af en ordre på 400 megawatt til USA.

Vestas afslører fredag, at resultatet af de langvarige forhandlinger med Mitsubishi Heavy Industries, nu har udmøntet sig i et joint venture på offshore-området. Joint venturet ejes i første omgang med 50 pct. af begge selskaber. Det får base i Aarhus og skal håndtere udviklingen af Vestas V164-8,0 MW-mølle, men kommer også til at tage sig af Vestas nuværende ordrebog på offshoreområdet med V112-møllen.

Økonomisk får det nye joint venture ikke betydning for Vestas 2013-regnskab, men i 2014 får danskerne indtægter. Mitsubishi tilfører 100 mio. euro til joint venture-selskabet, og yderligere 200 mio. euro ved opnåelsen af misse vilepæle i V164-møllens tidlige produktlivscyklus. Rygterne om forhandlinger mellem Vestas og Mitsubishi kom først frem i august 2012 og har ifølge nogle kilder varet mere end halvandet år.

- Der har været lidt usikkerhed om, hvorvidt Vestas ville få de her ordre fra USA, men det har de fået, og så kommer det her joint venture med Mitsubishi. Vi har ventet længe på det her i forhold til produktionen af havmøller, og det styrker selvfølgelig Vestas position på dette marked, siger Jesper Bamberger.

- Vi venter, at aktien vil stige betydeligt på det her, også selvom aktien er steget med mere end 300 pct. i år, fortsætter Nordeas aktierådgiver, der ser frem mod meldingerne på Vestas pressemøde kl. 10.

Der ventes fortsat fokus på A.P. Møller - Mærsk oven på torsdagens kapitalmarkedsdag, der ikke afstedkom de store udsving i koncernens aktier. B-aktien lukkede 0,7 pct. lavere i 51.500 kr. Spørger man hos Nordea, bød kapitalmarkedsdagen da heller ikke på afgørende nyt ud fra et investeringssynspunkt.

- Vi har sænket A.P. Møller - Mærsk til "hold" fra "køb" efter kapitalmarkedsdagen, som ikke bød på noget afgørende nyt for vores investeringshistorie, fortæller Nordeas Jesper Bamberger.

Maersk Line har fået selskab af OOCL som det første store containerrederi, der følger danskernes planer om at hæve fragtraterne på Asien-Europa-ruten med effekt 1. november. OOCL vil fra den dato hæve prisen på fragt fra Fjernøsten til Nordeuropa og Middelhavet med hele 975 dollar per tyvefodscontainer (teu). Dermed lægger rederiet sig op ad Maersk Lines udmelding fra sidste uge, hvor Maersk Line varslede en prisstigning på minimum 600 dollar på ruten, også med effekt fra begyndelsen af november.

Efter flere års arbejde med trådløs højttalerteknologi melder Bang & Olufsen (B&O) sig nu klar til at lancere flere trådløse højttalere i high-end-klassen. Teknologiplatformen, der har fået navnet Immaculate Wireless Sound, præsenteres på CEDIA-messen i Denver, fortæller selskabet i en pressemeddelelse.

B&O regner med at lancere det første højttalerprodukt med den nye trådløse teknologi, som kan levere 24-bit lyd i high-end-klassen, i slutningen af oktober. B&O lukkede torsdag uændret i 56,50 kr.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk