Aktier/åbning: FLS til top på opkøb - første ja til gældsloft løfter aktierne generelt

Udgivet den 01-06-2023  |  kl. 09:14  |  
Arkiv: Foto

FLS køber op i USA, og Netcompany kommer med flere detaljer om selskabets langsigtede finansielle mål.

Oveni er dagen krydret med et kendt milliardunderskud i SAS i regnskabet for andet kvartal, da luftfartsselskabet løbende kommer med månedlige opdateringen på udviklingen i forbindelse med selskabets kamp for at overleve.

Overordnet stiger eliteindekset med 0,4 pct. til 1810,85, og det er blandt andet båret frem af en første godkendelse af den amerikanske gældsaftale, efter Repræsentanternes Hus natten til torsdag stemte ja for suspenderingen af loftet frem til 1. januar 2025. Nu mangler så Senatets accept.

- Repræsentanternes Hus stemte i aftes OK til den 2-årige forlængelse af gældsloftet, og dermed udestår alene afstemningen i Senatet. Det bør være en formsag inden mandag, dagen kassen løber tør, men helt i mål er den ikke, lyder det fra Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapital. Han tilføjer:

- Det er et marked der ånder ud, men endnu ikke tør strække benene helt.

FLS BELØNNES FOR AMERIKANSK INDKØB

Der er lidt nyheder for investorerne at ty til fra morgenstunden.

FLSmidth har købt den amerikanske gummiproducent Morse Rubber med 23 ansatte. Overtagelsen sker dags dato. Og det falder i god jord, da aktien sendes helt i toppen af C25 med et plus på 2,4 pct. til 296,20 kr.

Opkøbet er i tråd med FLS' Core'26-strategi for minedivisionen, der skal sikre vækst i serviceforretningen gennem blandt andet strategiske investeringer.

Blandt Morse Rubbers kompetencer er avancerede støbninger af blandt andet gummi til en lang række komponenter, som FLS udbyder. Opkøbet vil særligt gavne serviceudbuddet til selskabets kunder i Nord- og Latinamerika. FLS har ikke oplyst købsprisen for Morse Rubber, og opkøbet vil ikke påvirke selskabets forventninger til 2023.

Netcompany kom allerede onsdag med selskabets mellemlange målsætninger forud for torsdagens kapitalmarkedsdag, hvor meldingen vil blive krydret med nye informationer om målene for 2026.

Derudover kan man forvente at blive klogere på Netcompanys strategiske initiativer og få information om selskabets forskellige platforme, produkter og geografiske markeder

Aktien falder 1,1 pct. til 290,10 kr., hvilket er nok til at skulle agere bundprop i eliteindekset.

SAS LANDER REGNSKAB

Blandt de mindre selskaber er SAS kommet med regnskab for første halvår af 2022/23, som dækker perioden fra november sidste år til og med april i år. Og det viste som ventet et markant underskud , hvilket også ventes for hele året, for stemningen vender i 2023/24 til et positivt resultat.

Da SAS månedligt indberetter finansiel information til konkursdomstolen i New York i forbindelse med selskabets restruktureringsproces i USA, kendes en del af udviklingen allerede. I slutningen af april meddelte SAS således, at selskabet havde en omsætning på 13,5 mia. svenske kr. og et nettounderskud på 4 mia. svenske kr. for perioden november-marts.

Aktien dykker 4,9 pct. til 0,24 kr.

Og så har Per Aarsleff efter onsdagens regnskabet fået løftet kursmålet for aktien til 420 kr. fra 385 kr. hos SEB.

Anbefalingen er uændret "køb".

Aktien stiger 3,3 pct. til 322,50 kr.

Tilbage i eliteindekset får FLS selskab af Pandora, der stiger 1,6 pct. til 564 kr. og Mærsk, hvor B-aktien stiger 1,6 pct. til 11.900 kr.

Stigningerne kan være bundet op på, at aktiviteten i den kinesiske fremstillingssektor viste overraskende fremgang og er tilbage under balancepunktet mellem faldende og stigende aktivitet i april.

Det fremgår af den private opgørelse fra Caixin /Markit Economics torsdag morgen.

Aflæsning for maj viser 50,9 i maj mod 49,5 i april - og ventede 49,5 ifølge estimater fra Bloomberg News.

- Tingene er ikke blevet værre - men de er heller ikke blevet bedre, siger Wendy Liu, strateg i JPMorgan Chase. Hun påpeger dog, at økonomien vil rette sig i anden halvdel af 2023.

Og så har Morgan Stanley sænket sin anbefaling af Coloplast, der ligger uændret i 876,80 kr., til "ligevægt" fra "overvægt" af Morgan Stanley, viser data fra Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯