Aktier/åbning: Mærsk i top på ratenyt - Vestas får bekræftet skotsk ordre
Mærsk-aktierne indtager toppen af eliteindekset fredag morgen, mens Vestas forsøger at hage sig fast.
I bunden ligger Novo Nordisk, Bavanrian Nordic og Genmab med fald, og dermed ser torsdagens pres på medicinalsektoren ud til at fortsætte.
Samlet falder det danske C25-indeks 0,2 pct. i de første handler til 1844,17. Dermed skal der godt gang i markedet, hvis ugen skal blive til et plus, da indekset lukkede i 1855,91 sidste fredag.
RATESTIGNINGER PÅ CONTAINERFRAGT
Investorerne i A.P. Møller-Mærsk kan konstatere, at containerindekset, SCFI, der måler spotraterne på ruter ud af Shanghai, steg med 5,7 pct. i sidste uge.
Mærsks B-aktie stiger 3,7 pct. til 12.130 kr.
Og så har Vestas sikret sig ordren på 1,1 GW til Inch Cape havvind-projektet ud for den skotske kyst.
Dermed bliver den betingede ordre, der blev annonceret den 30. september om aftenen, fast og ubetinget, fremgår det af en meddelelse fra Vestas fredag morgen., hvor vindmølleaktien stiger 0,7 pct. til 96,98 kr.
FALD TIL MEDICINALAKTIERNE
Torsdag var der pres på de europæiske medicinalaktier - og det pres ser ud til at fortsætte fredag.
Novo falder 2,5 pct. til 765 kr., Genmab mister 1,7 pct. på kursen til 1462 kr., og Bavarian går 1,6 pct. tilbage til 195,60 kr.
TRYG FÅR REDUCERET KURSMÅL
Forsikringskoncernen Tryg har været en tur gennem den britiske finansmastodont Barclays' regneark. Det har medført en reduktion i kursmålet, der sænkes til 187 kr. fra 202 kr.
Anbefalingen lyder dog fortsat "overvægt", og målet indkerer da også et potentiale på omkring 20 pct.
Tryg mister 0,2 pct. på kursen, der er 153 kr.
Og fra gråzonen har Jyske Bank valgt at slå hælene sammen og "har accepteret et bødeforlæg på knap 24 mio. kr." for ikke at have levet op til kravene i hvidvaskloven i forhold til procedurer omkring kendskab til kunder samt undersøgelsespligt på 35 kunder med boliglån i Sydeuropa.
Det skriver Jyske Bank i en kortfattet meddelelse om sagen.
Bøden dækker perioden fra marts 2010 til september 2021.
Aktien går 0,2 pct. frem til 508,50 kr.
AKTIESALG OG AVANCEMENT
Blandt sidepapirerne er der en mindre stime af nyt.
Hos Matas har administrerende direktør Gregers Wedell-Wedellsborg solgt 100.000 aktier for en samlet af værdi af 13,2 mio. kr. Salget skete tirsdag men blev meldt ud torsdag efter børsens lukketid.
"De stribede" falder 1,3 pct. fredag morgen til 134 kr.
Parken er finansielt afhængig af, hvordan det går FC København og det er nu sikkert, at FCK spiller europæisk fodbold på den anden side af nytår. For med en spillerunde igen er FC København avanceret i Conference League efter en sejr med 2-0 hjemme over skotske Hearts.
Parken ligger uændret i de første handler i 126,50 kr.
Og så har Nordfyns Bank meldt forventninger til 2025 ud, der stiller et noget lavere overskud før skat i udsigt. Pengeinstituttet spår nemlig et resultat før skat på 55-85 mio. kr. til næste år.
Prognosen for 2025 sammenlignes med, at Nordfyns Bank i oktober oppræciserede prognosen for 2024 til et resultat før skat i niveauet 110-130 mio. kr.
Nordfyns Bank glider ned med 1,8 pct. til 332 kr. i den indledende handel.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›