Aktier/åbning: Ørsted belønnes for nye mål og holder C25 oppe

Udgivet den 08-06-2023  |  kl. 09:10  |  
NKT Holding - Kabler

Ørsted får torsdag morgen positiv opmærksomhed og er sammen med positive bidrag fra tunge navne som Mærsk, Novo Nordisk og Danske Bank med til at sikre en let positiv start på handlen med danske aktier.

Energiselskabet er vært for en kapitalmarkedsdag i London, og inden da har det præsenteret nye og højere mål for investeringerne og indtjeningen frem mod 2030.

Markedet blev ellers onsdag forstyrret af endnu en overraskende renteforhøjelse, hvor Bank of Canada mod forventning skruede op for sin styringsrente - blot dagen efter at Reserve Bank of Australia havde gjort det samme.

Det vendte udviklingen på det amerikanske aktiemarked, hvor det endte med fald i to af tre ledende indeks efter en ellers let positiv start.

De pludselige renteløft har nemlig igen sendt renteforventningerne til både den amerikanske centralbank og Den Europæiske Centralbank (ECB) i vejret.

- Renteforhøjelserne fra Canada og Australien mindede investorerne om risikoen for, at centralbankerne ikke er færdige med at hæve renten, og med rentemøder i både Federal Reserve og ECB i næste uge gav det noget nervøsitet, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en kommentar torsdag morgen.

Onsdag faldt C25-indekset med 0,7 pct., men torsdag morgen stiger eliteindekset netop med 0,1 pct. til 1827,71.

ØRSTED SER ENORMT POTENTIALE FOR VEDVARENDE ENERGI

Energiselskabet Ørsted har før torsdagens kapitalmarkedsdag i London fremsat nye langsigtede mål, der peger på en større vækst i indtjeningen end tidligere.

Ørsted regner nu med, at den samlede driftsindtjening før af- og nedskrivninger (EBITDA) for hele koncernen vil ligge på 50-55 mia. kr. i 2030, hvilket vil svare til en gennemsnitlig årlig indtjeningsvækst på 14 pct.

Tilbage i juni 2021, da Ørsted senest meldte langsigtede mål ud, var ambitionen et driftsoverskud på 35-40 mia. kr. i 2027, hvilket i den periode svarede til en årlig indtjeningsvækst i omegnen af 12 pct.

Desuden ses investeringerne frem til 2030 at løbe op i 475 mia. kr., mens der for perioden 2020-2027 er udsigt til investeringer på 380 mia. kr. mod tidligere udmeldte 350 mia. kr.

Ørsted holder samtidig fast i sit mål om at have opstillet vedvarende energi med en samlet kapacitet på 50 gigawatt (GW) før udgangen af 2030.

- I de to år siden den seneste kapitalmarkedsdag i 2021 er hidtil uset politisk medvind fremkommet, så som den transformerende støtte i den amerikanske Inflation Reduction Act og Net Zeo Industry Act i EU. Det resulterende vækstpotentiale for sektoren for vedvarende energi har aldrig været større, skriver Ørsted.

Energiaktien stiger fra start torsdag med 4,4 pct. til 629,60 kr. efter et fald på 2,8 pct. onsdag.

BANKER FORTSAT UNDER LUP

Danske Bank var onsdagens store stjerne på det danske marked med sin stigning på 8 pct. efter et sæt nye og klart bedre end ventede mål for egenkapitalforrentningen og omkostningsprocenten samt løfter om store udbytter i de kommende år.

Samtidig fortsætter tendensen til stigende markedsrenter, og det giver et naturligt fortsat fokus på banken og dens kollegaer.

Danske Bank kan desuden efter onsdagens udmeldinger glæde sig over løftede kursmål hos både UBS, DNB og Jyske Bank.

Danske Bank stiger fra start torsdag med 0,2 pct. til 161 kr.

Onsdag blev Jyske Bank trukket med op med en stigning på 3 pct., Nordea steg med 1,8 pct., og Sydbank lagde 2,6 pct. til værdien.

Torsdag morgen stiger Jyske Bank 0,4 pct. til 521,20 kr., Nordea løftes 0,2 pct. til 72,55 kr., og Sydbank stiger 0,3 pct. til 314,40 kr.

NKT PRÆSENTERER DETALJER FOR AKTIESALG

Fokus er der også på kabelproducenten NKT, som torsdag har præsenteret detaljerne for det forestående aktiesalg i selskabet.

NKT vil i alt udbyde op til godt 10,7 mio. nye aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer og til en pris på 255 kr. per aktie.

Det vil kræve fire tegningsretter at tegne én nye aktie.

Hvis salget udnyttes fuldt ud, vil det indbringe et provenu på 2,74 mia. kr.

NKT-aktien er startet 1,7 pct. lavere i 416,60 kr.

ASETEK LEVERER MASSIV OPJUSTERING

Blandt de mindre papirer er der opmærksomhed til fondsbørsens nyeste navn, Asetek, der sent onsdag leverede en gedigen opjustering af forventningerne.

Asetek regner nu med en vækst i omsætningen på 25-35 pct. i år sammenlignet med 2022, mens buddet tidligere var på en fremgang på 5-15 pct.

Desuden ses driftsindtjeningen ende i 5-7 mio. dollar mod oprindeligt 2-4 mio. dollar.

Aktien, der blev noteret i København i maj, brager fra start torsdag op med 33,4 pct. til 4,51 kr.

Luftfartsselskabet SAS kan desuden få lidt opmærksomhed, når det er aktuelt med sine trafiktal for maj ud på formiddagen.

SAS-aktien stiger med 0,5 pct. til 0,22 kr. i torsdagens tidlige handel.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder