ALK-Abelló OVERBLIK Q2: Forsinkede studier medvirker til opjustering

Udgivet den 12-08-2020  |  kl. 09:39  |  

ALK-Abelló har afleveret regnskab for andet kvartal. Her er hovedpunkterne fra regnskabet:

* ALK 2020 skruer op for forventningerne til driftsresultatet, EBITDA, der nu ventes at lande på 300-350 mio. kr. mod tidligere estimeret 200-300 mio. kr.

* En væsentlig faktor bag opjusteringen er lavere omkostninger til forskning og udvikling. Coronaudbruddet forsinker kliniske studier, da rekrutteringen af nye patienter blev sat på pause under udbruddet, og det betyder også, at ALK's omkostninger til studierne bliver lavere i år end oprindeligt estimeret. I maj flagede selskabet, at det drejede sig om 50-100 mio. kr., og det tal er nu endeligt indbygget i prognosen, således at der nu ventes forsknings- og udviklingsomkostninger i år på 500-550 mio. kr. mod tidligere estimeret omkring 600 mio. kr.

* ALK ser fortsat en salgsvækst i lokal valuta på 8-12 pct. i år, men regner nu med, at lande i den nedre ende, da salget på det amerikanske marked har været afdæmpet under coronakrisen. ALK skriver dog også, at det ikke vil dog udelukke, at opsvinget i USA, eller andre steder, bliver stærkere, end forudset i andet halvdel af 2020.

* Målt på hovedtallene var ALK's omsætning en spids lavere end ventet. Den landede på 772 mio. kr. mod estimeret 781 mio. kr. blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af ALK selv.

* Indtjeningen var derimod bedre end ventet. Resultatet før skat blev 6 mio. kr., mens analytikere havde regnet med et underskud på 38 mio kr.

* ALK's salg af tabletter steg 25 pct. organisk i andet kvartal, mens salget af injektions- og dråbebaserede vacciner faldt 14 pct. Salget af tabletter er lidt bedre end ventet, mens salget af de injektionsbaserede og dråbebaserede allergivacciner er lidt lavere end forudset af analytikerne.

Tabel over ALK- Abellós regnskab for andet kvartal 2020:

Mio. kr. Q2 2020 Q2 2020 (e) Q2 2019
Omsætning 772 781 785
- SCIT/SLIT-dråber 342 349 400
- SLIT-tabletter 324 313 263
Andre produkter 106 119 122
EBITDA 75 21 24
EBIT 16 -39 -62
Resultat før skat 6 -38 -80
Nettoresultat -10 -31 -96

(e) gennemsnitsestimater beregnet og indsamlet af ALK- Abelló blandt op til ti analytikere.

ALK-Abellós forventninger til 2020:

Mio. kr. Ved Q2 Ved Q1 Ved FY 2019
Omsætning Lave ende af 3,5-3,65 3,5-3,65 3,5-3,65
Driftsresultat (EBITDA) 300-350 200-300 200-300
Frie pengestrømme -200 -300 -300

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Report❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder