ALK/CEO: Finansieringen er på plads - nu skal vi lykkes med vores plan

Udgivet den 07-12-2017  |  kl. 09:22  |  
ALK-Abello

ALK-Abelló har fået rejst næsten 700 mio. kr. ved salg af nye aktier og glæder sig over, at det nu kan koncentrere sig om at eksekvere sin nylancerede strategi, så der skabes værdi på den lange bane.

Udbuddet, der svarer til 10 pct. af den eksisterende aktiekapital, blev gennemført via en accelereret bookbuilding og blev overtegnet af danske og internationale institutionelle investorer til en pris på 690 kr. per aktie.

Det er 1,4 pct. højere end ALK-aktiens slutkurs onsdag på 681 kr., men over 200 kr. eller 24 pct. lavere end slutkursen fredag, inden ALK annoncerede sin nye strategi og vækstplan mandag morgen.

- Vi er meget glade. Vi har fået nogle rigtig gode aktionærer ind og fået god støtte fra vores hovedaktionærer, og vi har rejst penge til at gennemføre en ambitiøs strategiplan, så vi er meget tilfredse, siger administrerende direktør Carsten Hellmann.

Siden strategien blev annonceret, og det stod klart, at ALK skulle ud og hente ny finansiering for at komme i mål med sine planer, har ALK-aktionærerne dog måttet se store værdier forsvinde fra deres depoter. ALK stiger godt nok mandag med 7,6 pct. til 733 kr., men markedsværdien af de gamle aktier er faldet med over 1,5 mia. kr.

- Det er klart, at hvis kursen var 20 pct. højere, så havde vi fået mere, men vi er rigtig glade for resultatet.

- I bund og grund så drejer det sig for mig om, at virksomheden gør det rigtige, og læser du strategiplanen og taler med alle analytikere og alle investorer, så er den "spot on". Det er det, vi skal gennemføre, og nu har vi så rejst yderligere kapital til at gennemføre den aggressivt, så det kan næsten ikke blive bedre, siger Carsten Hellmann.

Spørgsmål: Men hvad er det så, at markedet misforstår?

- Jeg ved ikke, om markedet misforstår noget. Der skal ikke så meget til. Når der, så vidt jeg ved, kun er omkring 30 pct. free-flow - så skal der ikke så mange udenlandske investorer eller andre til, som går ind og spekulerer i den. Du kan også se, at andre selskaber falder 15 pct., fordi de siger, at deres margin falder 1 procentpoint. Så det er egentlig ikke noget, jeg har tænkt så meget over, siger Carsten Hellmann og uddyber:

- Man skal huske, at mit job er at sikre, at firmaet bliver rigtig meget værd, fordi vi gør de rigtige ting. Hvad der sker kortsigtet i aktiemarkedet, kan jeg ikke gøre så meget ved. Vi ved, at vi har fuld støtte til vores strategiplan. Nu har vi fået finansieret den via en aktieudvidelse, og nu skal vi lykkes med den, siger Carsten Hellmann.

Med aktiesalget vurderer ALK, at det sammen med sine kreditfaciliteter har penge nok til at gennemføre sin strategi, der indebærer en investering på cirka 1 mia. kr. over tre år for at slå hul på det nordamerikanske marked for tabletbehandling af allergi.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
0,00%
 
16:50:01

 
0,00%
 
23:46:01

 
-1,64%
 
16:50:01

 
0,00%
 
23:46:01

Social Copy trading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder