Alm. Brand Bank-direktør: "Banken på ingen måde i krise"

Udgivet den 24-01-2020  |  kl. 16:47  |  

Alm. Brand Bank er på ingen måde i krise, og alle fire påbud, som Finanstilsynet er kommet med, er allerede blevet udbedret.

Det siger Kim Bai Wadstrøm, der er koncerndirektør for Bank og Pension i Alm. Brand, i en skriftlig kommentar til Ritzau Finans efter den redegørelse om en inspektion, som Finanstilsynet offentliggjorde fredag eftermiddag.

- Vi har det seneste år lavet en række tiltag i forhold til de områder, Finanstilsynet påtaler, og alle fire påbud er derfor allerede udbedret, fremgår det af svaret.

Finanstilsynets redegørelse rummede fire påbud, der blandt andet relaterede sig til den kreditmæssige behandling. Derudover vurderede tilsynet, at bankens resultatmæssige sammensætning ikke er holdbar på lang sigt.

Kim Bai Wadstrøm erkender, at indtjeningen ikke er på det ønskede niveau, og at der er gjort tiltag - og at flere er på vej.

- Det er vigtigt at sige, at banken er overskudsgivende og på ingen måde i krise. Vores kunder har derfor ikke grund til bekymring. Men det er ingen hemmelighed, at indtjeningen i banken ikke er på det niveau, vi ønsker. Det er derfor, vi allerede har gjort tiltag til at øge indtjeningen, som for eksempel negativ rente på større indlån og indførelse af for eksempel basiskundegebyrer.

- Som varslet ved regnskabet i tredje kvartal vil tiltagene blive fulgt op af initiativer, der yderligere vil styrke basisindtjeningen i banken. Disse initiativer bliver præsenteret ved regnskabet for fjerde kvartal, skriver Kim Bai Wadstrøm.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder