Alm. Brands bestyrelse vil gøre midlertidig topchef permanent

Udgivet den 09-06-2020  |  kl. 12:01  |  
Arkiv: Foto

Siden efteråret har Rasmus Werner Nielsen været konstitueret administrerende direktør hos Alm. Brand, og nu vil bestyrelsen gøre ham til permanent topchef.

Det oplyser Alm. Brand i en meddelelse tirsdag formiddag.

- Alm. Brand har anmodet Finanstilsynet om godkendelse i henhold til "fit & proper"-reglerne, efter at bestyrelsen i forlængelse af en grundig rekrutteringsproces peger på Rasmus Werner Nielsen som administrerende direktør for selskabet, lyder det.

Finanstilsynet er blevet anmodet om at bekræfte den tidligere "fit & proper"-godkendelse, som han fik som konstitueret direktør i december sidste år.

Alm. Brand skriver, at meddelelsen er udsendt efter oplysningerne i medierne "angående rekrutteringen" af en ny administrerende direktør for finanskoncernen.

Tidligere tirsdag er det kommet frem i mediet Insidebusiness, at Alm. Brand tidligere i år droppede den eksterne jagt på kandidater til topchefposten. Det skriver Finanswatch.

Ifølge Insidebusiness er Rasmus Werner Nielsen angiveligt i fare for ikke at blive godkendt efter de kriterier, som Finanstilsynet lægger vægt på i finanssektoren.

Alm. Brand valgte i slutningen af oktober sidste år at afskedige sin daværende topchef gennem 18 år, Søren Boe Mortensen.

Her kom det også frem, at at økonomidirektør Rasmus Werner Nielsen skulle være konstitueret administrerende direktør, mens bestyrelsen ledte efter en ny topchef.

Dengang fortalte Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, der er formand for bestyrelsen hos Alm. Brand, i et interview med Ritzau Finans, at det var ventet, at en ny permanent topchef ville være på plads i løbet af første halvår 2020.

Alm. Brand ville lede efter den bedste kandidat med hjælp fra et researchfirma. Han ønskede på daværende tidspunkt ikke at sætte mange ord på, hvilken profil Alm. Brand ledte efter - eller om der både blev kigget efter kandidater intern og eksternt.

Han oplyste også, at selskabet sammen med researchfirmaet ville være grundige i processen og sammen udvikle en passende profilbeskrivelse.

- Vi mener, at vi har en meget spændende virksomhed, som har et spændende fremtidspotentiale i sig. Så vi tror på, at der vil være tunge, gode kandidater, som vil kigge på den stilling med interesse, sagde han i efteråret til Ritzau Finans.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder