Ambu: FDA ser tegn på mere kontaminering af duodenoskoper end ventet

Udgivet den 15-04-2019  |  kl. 08:13  |  
Arkiv: Foto

Smittefaren ved brug af genanvendelige duodenoskoper, som bruges til at diagnosticere og behandle problemer i leveren, bugspytkirtlen og galdeblæren, er højere end forventet.

Det indikerer nye foreløbige resultater fra en undersøgelse, som de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har sat i gang. Resultaterne blev offentliggjort fredag eftermiddag i en meddelelse fra FDA.

- De foreløbige resultater fra marts 2019 indikerer højere niveauer af kontaminering end forventet, lyder det fra sundhedsmyndighederne i meddelelsen.

Analyserne af årsagen til resultaterne er i øjeblikket på vej, men nogle af de faktorer, der kan spille en rolle, er beskadiget udstyr og fejl i rengøringsprocesserne, lyder det i meddelelsen fra FDA.

De amerikanske sundhedsmyndigheder skriver desuden, at anbefalingerne ikke har ændret sig, og de opfordrer alle inden for området - inklusive sundhedspersonalet - til at følge producenternes rengørings- og vedligeholdelsesanvisninger.

AMBU OG KONKURRENT VIL LEVERE ENGANGSPRODUKT

Lige nu findes der kun genanvendelige duodenoskoper, men det danske medicoselskab Ambu går efter at være blandt de første selskaber, der kan tilbyde et skop, som kan bruges én gang og efterfølgende smides ud. Dermed skal der ikke bruges tid på at rense og rengøre produkterne.

Ambu har indtil videre kun lovet, at produktet vil være en del af selskabets samlede produktportefølje, når den nuværende strategiperiode udløber ved udgangen af september 2020.

Den amerikanske konkurrent Boston Scientific er også i gang med at udvikle et duodenoskop til engangsbrug, og selskabet har tidligere fortalt, at det har planer om at lancere duodenoskopet i løbet af 2019.

FLERE DUODENOSKOPER END VENTET INDEHOLDER BAKTERIER

I 2015 krævede FDA, at producenterne af duodenoskoper skulle udføre såkaldte "post-market surveillance"-studier af produkterne, der allerede var på markedet, for at komme udfordringerne med bakterier og smittefare til livs. Det drejer sig om selskaberne Fujifilm, Pentax og Olympus.

Undersøgelsen har til formål at evaluere procentdelen af de klinisk anvende duodenoskoper, der forbliver kontaminerede med levedygtige mikroorganismer, efter at de har været igennem de rengøringsprocedurer, som producenterne har anbefalet.

Ifølge FDA var forudsætningen, da undersøgelsen blev igangsat, at der ville være en kontamineringsrate på mindre end 0,4 pct. De foreløbige resultater viser nu, at op mod 3,6 pct. af de korrekt indsamlede prøver er testet positive for mikroorganismer, som udgør en "lav til moderat" bekymring.

Samtidig viser 5,4 pct. af korrekt indsamlede prøver tegn på organismer, som udgør en "høj bekymring". Det drejer sig om organismer, der ofte er forbundet med sygdomme - eksempelvis e.coli-bakterier. Tidligere havde FDA rapporteret om, at det var tilfældet for 3 pct. af de testede duodenoskoper.

FDA fremhæver, at de nye resultater kun er foreløbige, og at de kun bygger på en del af de prøver, som FDA vil have indsamlet og undersøgt, og at producenterne fortsat skal følge de tidligere anvisninger om at fortsætte studierne.

I december sidste år præsenterede FDA også en række foreløbige resultater fra studiet, og i en udtalelse fremgik det også dengang, at der var fundet mangler i brugen af genanvendelige duodenoskoper.

ANTALLET AF RAPPORTER OM SMITTEDE ER FALDET SIDEN 2015

De amerikanske sundhedsmyndigheder fremhæver dog, at anmeldelser af patienter med infektioner, der er relateret til brugen af duodenoskoper, indikerer, at antallet af episoder toppede i 2015. Har var der 250 rapporter om inficerede patienter, mens det tal faldt til 100 i 2017.

Fra midten af oktober sidste år og frem til udgangen af marts i år har FDA analyseret 205 rapporter om det medicinske udstyr, og herunder var der 45 rapporter om patienter, der var blevet smittet med bakterier, og 159 rapporter om kontamineret udstyr. Sidste år var tre dødsfald i USA relateret til duodenoskoper, skriver FDA.

- Disse rapporter indikerer, at selv om antallet af rapporter er faldet, er der fortsat et behov for forbedring af sikkerheden for klargøring af duodenoskoper, lyder det.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,32%
 
21/08/19

 
7,37%
 
10:00:01

 
4,43%
 
21/08/19

 
2,45%
 
10:00:01

 
2,19%
 
10:00:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder