Ambu skifter topchef fra i morgen - NY2

Udgivet den 19-05-2022  |  kl. 16:26  |  
Arkiv: Foto

Ambu har lavet en flyvende udskiftning på pladsen som administrerende direktør, hvor Britt Meelby Jensen overtager tømmerne allerede i morgen, den 20. maj.

Topchef gennem de seneste tre år Juan Jose Gonzalez stopper i Ambu, men vil støtte den nye administrerende direktør efter behov.

Aktien i Ambu stiger 16,3 pct. til 100,80 kr. Kort inden meddelelsen lå aktien i cirka 85,50 kr.

Britt Meelby Jensen har mere 20 års erfaring fra medicinal- og medicosektoren og har siden 2019 også siddet i Ambus bestyrelse - en rolle, hun nu træder ud af.

- Med mere end 20 års erfaring indenfor sundhedsvæsen og generel ledelse og hendes arbejde i Ambu-bestyrelsen, er vi overbevist om, at Britt Meelby Jensen er den rigtige profil til at tage over som administrerende direktør, mens vi fortsat går forrest i skabelsen af marked for endoskoper til engangsbrug, siger Jørgen Jensen, formand for Ambu's bestyrelse og fortsætter:

- Den overordnede strategiske retning er uændret, men i den kommende periode vil Britt Meelby Jensen sammen med bestyrelsen og hendes ledelsesteam vurdere behovet for taktiske og driftsmæssige justeringer af strategien.

Ambus forventninger til 2021/22 er uændret en organisk vækst på over 13 pct. og en EBIT-margin på over 5 pct.

Britt Meelby Jensen har senest fra 2019 været administrerende direktør for Swedish Atos Medical, indtil hun stod i spidsen for salget af virksomheden i begyndelsen af 2022 til Coloplast.

Fra 2015-2019 var Britt Meelby Jensen administrerende direktør for det børsnoterede biotekselskab Zealand Pharma, og hun har tidligere også stået i spidsen for Dako og har haft ledende stillinger i Novo Nordisk.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯