Amerikansk detailkæde med stærkt salg - men marginer skuffer

Udgivet den 20-05-2020  |  kl. 12:56  |  

Den amerikanske detailkæde Target har haft godt gang i salget i årets første kvartal.

Her steg det sammenlignelig salg, der er salget i de butikker, som også var åbne samme kvartal sidste år, 10,8 pct.

Det var mere end ventet blandt analytikerne, som ifølge Bloomberg News estimerede en stigning i det sammenlignelig salg på 7,5 pct.

- Gennem første kvartal oplevede vores team og gæster hidtil usete udfordringer på grund af spredningen af Covid-19, siger topchef Brian Cornell.

- I lyset af disse udfordringer viste vores team ekstraordinær robusthed, og gæsterne satte sin lid til Target som en pålidelig ressource for familierne, lyder det i en kommentar.

Den samlede omsætning steg i kvartalet 11,3 pct. til 19,6 mia. dollar - svarende til 133,5 mia. kr. - hvilket også var mere end analytikernes gæt, der lød på 18,75 mia. dollar.

Højere udgifter betød dog, at nettoindtjeningen faldt 64,3 pct. til 284 mio. kr., hvilket svarer til en indtjening på 0,57 dollar per aktie.

Det var dog også mere, end analytikerne havde regnet med. De ventede en indtjening på 0,46 dollar per aktie.

Trods det overraskende stærke salg falder Target-aktien 1,4 pct. i det amerikanske formarked til 121,5 dollar.

Det kan ifølge Bloomberg News skyldes bekymring over den svækkede rentabilitet, som selskabet har kunnet fortælle om.

En større del af detailkædens salg kommer nu fra fødevarer og husholdningsartikler med en lavere margin, end de varer der tidligere blev solgt mange af.

I første kvartal faldt bruttomarginen til 25,1 pct. fra 29,6 pct. i samme periode af 2019, hvilket var et større fald end ventet blandt analytikerne.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder