Amerikansk storhavn ramt af handelskrigen

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 23:46  |  

Havnen i los Angeles, den havn i USA, hvorfra mest fragt til og fra Kina går gennem, oplever faldende volumener på grund af handelskrigen mellem de to lande, skriver Reuters.

Importen TIL Port of Los Angeles faldt nemlig i september med 2,9 pct. til 402.320 20-fodscontainere, eller TEU, og samtidig faldt eksporten med hele 11 pct. til 130.769 TEU.

Det var det største importfald siden februar og samtidig den 11. måned i træk med krympende eksport.

- Den amerikanske-kinesiske handelskrig fortsætter med at skabe kaos for amerikanske eksportører og producenter, siger Gene Seroka, administrerende direktør i Port of Los Angeles, ifølge reuters.

Seroka venter samtidig "blødere" volumener i fjerde kvartal.

Importen røg ellers i vejret i august, da importørerne skyndte sig at hive varer hjem, inden der den 1. september blev indført 15 pct. told på importvarer fra Kina på alt fra surfbrædder, tv og sko. Det ventes også, at der kan komme tilsvarende udsving i importen i de kommende måneder, da en toldforhøjelse fra 25 til 30 pct. på varer for 250 mia. dollar indføres den 15. oktober, og da told på 15 pct. på varer for 300 mia. dollar efter planen træder i kraft i midten af december.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder