Amerikansk sygekasse i kursrudbrud - sundhed i 30-årig top

Udgivet den 15-11-2019  |  kl. 21:49  |  

Den amerikanske sygekasse Unitedhealth stiger markant i fredagens aktiemarked og vinder 5,2 pct.

Aktien trækker i den grad S&P 500-indeksets sundhedssektor op. Sektoren stiger med 2,1 pct. og har ifølge Bloomberg News været oppe i sit højeste niveau siden 1989.

Umiddelbart er der ikke de store nyheder ude om Unitedhealth, men investorerne fejrer, at en imødeset tale fra USA's præsident Donald Trump om landets voksende udgifter til sundhed ikke satte tænderne ordentligt i sundhedssektoren. Investorerne løfter blot på skuldrene af nye tiltag til sikring af øget prisgennemsigtighed.

Især Unitedhealth har været under pres fra juli og frem til oktober på udsigten til, at sundhedsspørgsmålet vil blive det helt store emne i den kommende valgkamp i USA, hvor både demokrater og republikanere ønsker at gribe ind over for de stigende priser på medicin og de øgede omkostninger til sundhedspleje.

Med til at løfte stemningen er også, at senator Elizabeth Warren, en af frontløberne blandt de demokratiske kandidater, og fortaler for offentlig sygesikring til alle gennem et såkaldt "single payer"-system, fredag har fremlagt sin plan for det, og det indeholder en "betydelig overgangsperiode".

- Alle disse sygekasse-aktier har klaret sig ringere i år på grund af muligheden for "sygesikring til alle", hvilket i vores optik er meget usandsynligt, siger Mark Tepper, direktør i Strategic Wealth Partner til tv-stationen CNBC.

Fredag er der også plusser til Johnson & Johnson på 2,7 pct., mens Pfizer vinder 1,9 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder