Applied Materials i rekord efter gode regnskabstakter

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 16:40  |  

Amerikanske Applied Materials, der leverer komponenter til halvlederindustrien, er på rekordkurs i fredagens aktiehandel, efter at selskabet sent torsdag leverede pæne resultater for tredje kvartal 2019/20.

Både tallene for perioden og prognosen for fjerde kvartal var bedre end ventet i markedet.

I fjerde kvartal venter Applied Materials et justeret overskud per aktie i intervallet 1,11-1,23 dollar.

På forhånd var der blandt analytikerne ventet en overskud på 1,02 dollar per aktie, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Prognosen for omsætningen lyder desuden på et interval på 4,4-4,8 mia. dollar mod konsensus om 4,36 mia. dollar.

Applied Materials oplevede samtidig i sit tredje kvartal en stigning i omsætningen på 23 pct. til 4,40 mia. dollar mod ventet 4,18 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 1,06 dollar.

Det skal sammenlignes med konsensus om 0,95 dollar og 0,74 dollar på samme post i det tilsvarende kvartal et år tidligere.

- Applied Materials overpræsterer i dag og er positioneret til at vokse hurtigere end vore markeder over de næste mange år, siger Gary Dickerson, der er administrerende direktør i selskabet, i regnskabet.

Aktien stiger efter godt en times handel fredag med 5,1 pct. til 68,37 dollar. Dermed er den på vej i rekord.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder