Asien: Blodrøde markeder tynges efter Powell-tale

Udgivet den 10-11-2023  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske børser vender snuden ned fredag morgen, efter den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, torsdag aften advarede om, at renterne kan blive højere, hvilket har sendt aktierne ned og renterne op.

I USA faldt de ledende aktieindeks mellem 0,7-0,9 pct. på den melding, mens de amerikanske statsrenter tog et solidt hop frem, og renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 13 basispoint til 4,62 pct.

Markedet indregner nu, at renten sættes ned senere end hidtil ventet - nemlig i juli mod før juni.

Powells kommentarer var "klart mere høgagtige end markedet var positioneret til," siger Matt Simpson, markedsanalytiker hos City Index, til Bloomberg News.

Jerome Powell påpegede torsdag, at Federal Reserve ikke vil tøve med at stramme pengepolitikken yderligere, hvis det er nødvendigt.

Samtidig gentog han, at centralbanken ikke er helt sikker på, at den har strammet nok til at bringe inflationen tilbage til 2 pct.

- Hvis det bliver passende at stramme politikken yderligere, vil vi ikke tøve med at gøre det, lød det.

De amerikanske centralbankfolk forsøger at vurdere , om de har brug at hæve renten yderligere, efter at de i sidste uge fastholdt renten i 5,25-5,50 pct., det højeste niveau i 22 år. Renteudvalget mødes næste gang den 12. og 13. december.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod et fald på 0,6 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, også ligger til et minus på 0,3 pct.

Det australske ASX-200-indeks falder med 0,5 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i minus med 0,5 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, falder 0,8 pct.

Shanghai Composite og CSI 300 oplever tilbagegang på henholdsvis 0,5 og 0,7 pct.

Hang Seng i Hongkong ligger til markant minus på 1,6 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,6
Topix -0,3
Hongkongs Hang Seng -1,6
China Shanghai Composite -0,5
China CSI 300 -0,7
Taiwan Taiex -0,5
Sydkoreas Kospi -0,8
Indiens BSE Sensex -0,3
Singapores STI -0,8
Sydney ASX 200 -0,5

Indeksværdi klokken 05.30.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯