Asien: Coronafrygten vinder over Bidens hjælpeplan

Udgivet den 15-01-2021  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske aktiemarkeder er for en stor dels vedkommende under pres fredag.

Den røde pensel er taget frem, og på trods af at den kommende amerikanske præsident, Joe Biden, sent torsdag fremlagde sin hjælpepakke til den amerikanske økonomi, American Rescue Plan, så gør den ikke umiddelbart noget godt for de ledende aktieindeks i den del af verden.

- Det kan se ud, som om planen allerede var regnet ind af markedet - i det mindste størrelsen på den. Det store spørgsmål er nu, hvor stor en del, der vil forsvinde igen på grund af kompromisser i bestræbelserne på at få den gennemført, siger Ilya Spivak, strateg i DailyFX, til Bloomberg News.

- Og det er den usikkerhed, markederne er fokuseret på nu, siger han.

Bidens økonomiske hjælpepakke har lige nu en størrelse på 1900 mia. dollar.

FALD I KINA

Shanghai Composite og CSI 300 oplever en tilbagegang på henholdsvis 0,5 og 1,0 pct., mens Hang Seng i Hongkong ligger uændret.

De kinesiske indeks er under pres efter fire dage med fremgang. Det er forbrugeraktierne, der er dæmper humøret på grund af bekymringer over, at kurserne er kommet for højt op, og nye spændinger mellem Kina og USA der presser, skriver Reuters.

Det drejer sig om, at Trump-administrationen endnu en gang har strammet skruen overfor Kina og landets største virksomheder med sanktioner mod embedsmænd og virksomheder for påståede forseelser i det Sydkinesiske Hav og har indført et investeringsforbud mod yderligere ni virksomheder ifølge nyhedsbureauet.

Også det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, falder med 0,5 pct., og Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et minus på 0,7 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,5
Topix -0,7
Hongkongs Hang Seng +0,0
China Shanghai Composite -0,5
China CSI 300 -1,0
Taiwan Taiex -0,5
Sydkoreas Kospi -1,5
Indiens BSE Sensex -0,5
Singapores STI +0,4
Sydney ASX 200 +0,2

Indeksværdi klokken 05.40.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder