Asien: Fald i Tokyo fra højeste niveau siden 1990

Udgivet den 15-09-2021  |  kl. 06:32  |  

Der er onsdag en blandet udvikling på de asiatiske aktiebørser. I Tokyo er der dog tilbagegang efter tirsdagens stigninger til det højeste niveau i tre årtier for det ledende Nikkei 225-indeks.

Onsdag morgen ligger Nikkei 225-indekset 0,6 pct. lavere, efter tirsdagens stigning på 0,7 pct. til 30.670,10. I løbet af tirsdagen toppede indekset i 30.795,78, hvilket er det højeste niveau siden august 1990.

- Markedet er steget lidt for meget for hurtigt, siger seniorøkonom Naoya Oshikubo fra Sumitomo Mitsui Trust Asset Management til Reuters.

Markedet har haft et stærkt momentum siden 3. september, da premierminister Yoshihide Suga annoncerede sin plan om at træde af. Det har skabt håb om en ny stimuluspakke, skriver Reuters, som også peger på, at investorerne også så reduceret risiko for, at den ledende regeringskoalition ville tabe ved det kommende valg, som skal være afholdt til november.

Topix-indekset, også i Tokyo, er onsdag faldet 1,4 pct. Mange japanske underleverandører til Apple er blandt de faldende aktier efter et fald til Apple-aktien tirsdag efter lanceringen af selskabets nye iPhone 13.

Det australske ASX-200-indeks ligger til et fald på 0,3 pct., og i Taiwan ligger Taiex-indekset i et tilsvarende minus. Det førende indeks i Sydkorea, Kospi, stiger derimod 0,5 pct.

Shanghai Composite oplever en fremgang på 0,3 pct., mens CSI 300 falder 0,4 pct.

Hang Seng i Hongkong ligger til et minus på 1,0 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,6
Topix -1,1
Hongkongs Hang Seng -1,0
China Shanghai Composite +0,4
China CSI 300 -0,4
Taiwan Taiex -0,3
Sydkoreas Kospi +0,5
Indiens BSE Sensex +0,2
Sydney ASX 200 -0,3

Indeksværdi klokken 06.20.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder