Asien: Fornyede spændinger presser aktiemarkederne

Udgivet den 14-07-2020  |  kl. 06:44  |  

De asiatiske aktier falder tirsdag morgen, hvor amerikansk-kinesiske spændinger igen sætter sit præg på risikobilledet i regionen og dermed på handlen.

USA afviste mandag omstridte kinesiske krav om ressourcer i det meste af det Sydkinesiske Hav i et politisk skifte, der gav anledning til skarp retorik fra Beijing.

Samtidig vil Trump-administrationen skrotte en aftale fra 2013, der er rettet mod amerikansknoterede kinesiske virksomheder, som en del af den stigende friktion mellem de to lande.

- Det er ikke kun tempoet, der stiger, men aspektet af så mange områder, der trækkes med ind i tvisten. Først handlede det bare om en aftale, men det, der først og fremmest var en handelskonflikt, breder sig nu til politiske og strategiske spørgsmål, hvilket gør en aftale mindre sandsynlig og de næste træk mindre forudsigelige, siger cheføkonom Vishnu Varathan fra Mizuho Bank i Singapore til Reuters.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien-Stillehavet uden for Japan falder 1,2 pct., mens de store amerikanske aktieindeksfutures stiger 0,1-0,3 pct.

I Tokyo falder de ledende indeks også med et dyk i det toneangivende Nikkei 225-indeks på 1,0 pct., og det bredere Topix-indeks falder 0,7 pct.

På de kinesiske aktiemarkeder på fastlandet ligger Shanghai Composite med et drop på 1,1 pct., og CSI 300 dykker 1,2 pct.

Hongkongs aktiemarked falder samtidig 1,7 pct. målt på Hang Seng-indekset.

På de øvrige børser ligger Kospi-indekset i Seoul med et minus på 0,8 pct., Singapores Strait Times-indeks falder 0,6 pct., og Taiwans Taiex-indeks viger 0,3 pct.

Sydneys ASX-indeks lukker samtidig med et tab på 0,7 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -1,0
Topix -0,7
Hongkongs Hang Seng -1,7
China Shanghai Composite -1,1
China CSI 300 -1,2
Taiwan Taiex -0,3
Sydkoreas Kospi -0,8
Indiens BSE Sensex -1,0
Singapores STI -0,6
Sydney ASX 200 -0,7

Indeksværdi klokken 6.15.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder