Asien: Frygten for bølge af nye virusudbrud giver kursfald

Udgivet den 13-05-2020  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske aktier vender igen nedad onsdag, hvor frygten for anden bølge af coronavirusinfektioner har fået et fast greb om de finansielle markeder.

Investorerne, hvoraf mange står over for store tab på grund af de pandemidrevne dyk i aktivværdien de sidste par måneder, må samtidig kæmpe med fornyede handelsspændinger mellem USA og Kina.

- Det ser ud til, at vi får endnu en negativ dag her i Asien og Stillehavsområdet. Det er meget tydeligt, at nedlukningerne har skadet økonomisk, og at det vil tage år og ikke uger for økonomien at komme sig, siger chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney i en kommentar til nyhedsbureauet Reuters.

På Tokyo-børsen viger det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,6 pct., og det bredere Topix-indeks falder mere beskedne 0,2 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet tager også moderate dyk. Shanghai Composite falder 0,2 pct., og CSI 300 viger 0,3 pct. Hongkongs Hang Seng-indeks falder samtidig 0,1 pct.

De store amerikanske aktieindeksfutures er samtidig vendt rundt fra fald på 0,2 pct. til stigninger på omkring 0,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,6
Topix -0,2
Hongkongs Hang Seng -0,1
China Shanghai Composite -0,2
China CSI 300 -0,3
Taiwan Taiex +0,2
Sydkoreas Kospi +0,1
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI -0,4
Sydney ASX 200 -0,4

Indeksværdi klokken 6.00.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder