Asien: Pæne kursgevinster på baggrund af Wall Street-fremgang

Udgivet den 14-10-2021  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske investorer sender regionens aktieindeks op torsdag, hvor investorerne læner sig op ad onsdagens fremgang på Wall Street. Udsigten til øget inflation og en fremrykning af den amerikanske reduktion af de pengepolitiske lempelser skræmmer ikke investorerne.

- Markedet fortsætter med at prisfastsætte fremrykkelsen af den første renteforhøjelse, samtidig med at det også reducerer den endelige pengepolitiske rente, hvilket vi mener er en afspejling af markedets indprisning af en pengepolitisk fejl, siger analytikere hos TD Securities.

Analytikerne indregner nu en lavere langsigtet vækst og inflation.

MSCI's Asia APEX 50-indeks over aktier i Asien og Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,5 pct.

Sideløbende peger de store amerikanske indeksfutures på stigninger på 0,3 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

I Tokyo lægger markedsdeltagerne vægt på udviklingen i det amerikanske rentemarked.

- Markederne er fortsat bevidste om amerikanske renter, fordi det påvirker de amerikanske vækstaktier, som igen påvirker Nikkeis sværvægtere, siger chefanalytiker Seiichi Suzuki fra Tokai Tokyo Research Institute i Tokyo ifølge Reuters.

Det toneangivende aktieindeks Nikkei 225 stiger 1,0 pct., og det brede Topix-indeks øger samtidig 0,3 pct.

På det kinesiske fastland er markedsdeltagernes mere tilbageholdende. Frygten for at problemerne i ejendomsudvikleren Evergrande skal brede sig til hele branchen er fremtrædende.

Shanghai Composite stiger 0,1 pct., mens CSI 300 viger 0,4 pct.

Børsen i Hongkong er lukket for en national helligdag.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +1,0
Topix +0,3
Hongkongs Hang Seng Lukket
China Shanghai Composite +0,1
China CSI 300 -0,4
Taiwan Taiex +0,4
Sydkoreas Kospi +1,2
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI +0,1
Sydney ASX 200 +1,1

Indeksværdi klokken 5.25.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder