Asien: Pandemifrygt katalyserer massive kursfald

Udgivet den 28-02-2020  |  kl. 06:47  |  

De globale aktiemarkeder er på vej mod den værste uge siden finanskrisen i 2008. Investorer skyr aller former for risikable aktiver af frygt for, at coronavirusangrebet udvikler sig til en pandemi og udløser en global recession.

Håbet om at epidemien, der startede i Kina, ville være forbi i løbet af få måneder, og at den økonomiske aktivitet ville vende tilbage til normalen, ligger i ruiner, efter at nye infektioner rapporteret over hele verden nu overgår de kinesiske i antal.

- Vi behøver ikke engang at vente på økonomiske data for at se, hvor hårdt det har ramt økonomien. Vi ser, at salget af flybilletter og hotelværelser allerede er faldende til det halve eller noget i den stil, siger seniorøkonom Tomoaki Shishido fra Nomura Securities i Tokyo til Reuters.

Han vurderer, at effekten af coronavirus er klart større end effekten af den amerikansk-kinesiske handelskrig.

- Så Fed har ingen grund til at vente og se næste måned, påpeger Tomoaki Shishido.

MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan dropper 2,4 pct., mens MSCI's verdensindeks falder 0,5 pct. efter et drop på 3,3 pct. torsdag.

Indeværende uge har sat 9,3 pct. af det globale indeks' værdi over styr, og kursen er sat mod den største ugentlige tilbagegang siden styrtdykket på 9,8 pct. i november 2008.

I Tokyo accelereres kursfaldene yderligere af en styrkelse af yen. Nikkei 225-indekset dykker 4,2 pct., og det bredere Topix-indeks dropper 3,9 pct.

De kinesiske aktieinvestorer på fastlandet har hidtil været friholdt af de globale kursfald, men fredag er ballet forbi også her.

Shanghai Composite dropper 3,1 pct., og CSI 300-indekset dykker 3,0 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks taber samtidig 2,8 pct.

På de øvrige fjernøstlige børser lukker Taiwans Taiex-indeks med et minus på 1,2 pct., Kospi-indekset i Seoul dropper 3,2 pct., og Singapores Strait Times-indeks falder 2,8 pct.

Sydneys ASX-indeks lukker med et tab på 3,3 pct.

Futures for de store amerikanske aktieindeks indikerer kursfald på 1,3-2,0 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -4,2
Topix -3,9
Hongkongs Hang Seng -2,8
China Shanghai Composite -3,1
China CSI 300 -3,0
Taiwan Taiex -1,2
Sydkoreas Kospi -3,2
Indiens BSE Sensex -2,8
Singapores STI -2,8
Sydney ASX 200 -3,3

Indeksværdi klokken 6.15.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder