Asien: Pandemifrygt og virusspredning bag fortsatte kursfald

Udgivet den 27-02-2020  |  kl. 06:40  |  

De asiatiske aktier øger tabene torsdag, hvor den hurtige globale spredning af coronavirusset holder investorerne ude på kanten af stolen, mens der søges efter sikkerhed i guld og obligationer.

Stigende frygt for en pandemi, som de amerikanske sundhedsmyndigheder har advaret om er sandsynlig, har allerede udslettet enorme værdier på de globale aktiemarkeder, og værdiforringelsen fortsætter torsdag.

- Markedet hvilede på laurbærrene i sidste uge, hvor centralbanker og regeringer forventedes at redde situationen. Det stigende antal infektioner ud over de kinesiske kyster har bestemt øget den pandemiske risiko, siger chefstrateg Desh Peramunetilleke fra Jefferies i Hongkong til Reuters.

Han peger på, at de nuværende virksomhedsforventninger ikke indeholder en sådan risiko og derfor er sårbare over for nedjusteringer.

MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan dropper 0,5 pct. og er nu faldet mere end 4 pct. siden starten af ugen.

I Tokyo accelererer kursfaldene. Nikkei 225-indekset dykker med 2,2 pct., og det bredere Topix-indeks dropper 2,4 pct.

De kinesiske aktieinvestorer på fastlandet hæfter sig ved et faldende antal nye virustilfælde. Shanghai Composite stiger 0,4 pct., og CSI 300-indekset ligger med et plus på 0,7 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks taber til gengæld 0,9 pct.

På de øvrige fjernøstlige børser lukker Taiwans Taiex-indeks med et minus på 1,3 pct., Kospi-indekset i Seoul dropper 0,9 pct., og Singapores Strait Times-indeks falder 0,8 pct.

Sydneys ASX-indeks lukker med et tab på 0,8 pct.

Futures for de store amerikanske aktieindeks indikerer kursfald på 1,4 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -2,2
Topix -2,4
Hongkongs Hang Seng -0,9
China Shanghai Composite +0,4
China CSI 300 +0,7
Taiwan Taiex -1,3
Sydkoreas Kospi -0,9
Indiens BSE Sensex -1,1
Singapores STI -0,8
Sydney ASX 200 -0,8

Indeksværdi klokken 6.15.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder