Asien: Tokyo holdes udenfor afdæmpet handel med negativt fortegn

Udgivet den 12-05-2023  |  kl. 06:49  |  

Handlen på de fleste asiatiske aktiemarkeder er afdæmpet fredag, hvor kun de japanske aktier klarer sig nogenlunde efter bløde økonomiske data fra USA og Kina, der forstærker bekymringerne for en global afmatning.

Torsdag viste data, at tilgangen af nytilmeldte ledige steg til det højeste niveau i halvandet år, mens producentpriserne havde den mindste årlige stigning i mere end to år. Begge dele tyder på en potentielt mere brat opbremsning i verdens største økonomi.

Det øger tilliden til, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, så godt som stensikkert sætter en stopper for renteforhøjelser, mens futuresmarkedet fortsætter med at prissætte reduktioner i renten på omkring 78 basispoint ved årets udgang.

- Det er en rodet baggrund for aktie- og investeringsmarkeder. Men det gode er, at inflationspresset aftager, hvilket fjerner presset fra centralbankerne, siger cheføkonom Shane Oliver fra AMP i Sydney ifølge Reuters.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,2 pct., mens de amerikanske aktiefutures indikerer stigninger i de tre store aktieindeks på 0,1-0,3 pct., når markedet åbner senere fredag.

Japanske aktiehandlere tager udgangspunkt i en svækket yen, der kommer de store eksportører til gode.

- Investorer vil tage signaler fra dollar-yen til sig blandt andre faktorer, skriver finanshuset Monex i Tokyo ifølge AFP.

Nikkei 225-indekset stiger 0,8 pct., og Topix-indekset øger 0,4 pct.

De kinesiske markeder holdes tilbage af det matte økonomiske opsving. Nye banklån faldt kraftigt i april, forbrugerpriserne øger i det langsomste tempo i mere end to år, og importen er uventet faldet, hvilket fører til et dyk i råvarepriserne fra kobber, jernmalm til olie.

Shanghai Composite ligger med et minus på 0,4 pct., og CSI 300 dropper 0,6 pct.

I Hongkong stiger e-handelsgiganten JD.com knap 8 pct. efter et godt regnskab, men det er dog ikke nok til at fjerne den overordnede negative stemning, der sender Hang Seng-indekset ned med 0,1 pct.

De øvrige asiatiske børser er generelt negative med et fald i Kospi-indekset i Seoul på 0,2 pct., og i Singapores Straits Times-indekset på 0,8 pct., mens børsen i Taipei i Taiwan er så godt som uændret målt på Taiex-indekset.

I Sydney har det negativer toner også overtaget. ASX-indekset står til at lukke med et minus på 0,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,8
Topix +0,4
Hongkongs Hang Seng -0,1
China Shanghai Composite -0,4
China CSI 300 -0,6
Taiwan Taiex 0,0
Sydkoreas Kospi -0,2
Indiens BSE Sensex -0,5
Singapores STI -0,8
Sydney ASX 200 -0,1

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯