Atlantic Petroleum: Orlando-feltet skuffer - varsler værdinedskrivning

Udgivet den 14-06-2019  |  kl. 22:24  |  

Orlando-feltet, som Atlantic Petroleum har økonomiske rettigheder til, har indledt produktionen på et lavere niveau end ventet, men produktionen ses nå de opstillede mål i andet halvår af 2019. Alligevel varsler den børsnoterede oliekoncern en nedskrivning af værdien af feltet i forbindelse med næste kvartalsregnskab.

Det oplyser Atlantic Petroleum i en meddelelse til fondsbørsen.

- Produktionen fra Orlando-feltet begyndte på et lavere niveau end ventet, hedder det.

Produktionen de første to måneder har i snit kastet 4500 tønder olie af sig hver dag, hvilket var mindre end de 10.500 tønder per dag, som operatøren af feltet, Decipher Energy, havde sat som mål.

- Da det er tidligt i feltets liv, og på grund af den begrænsede adgang til operationelle data under salgs- og købsaftalen, er Atlantic Petroleum fortsat optimistisk om, at produktionsraten vil forbedre sig og udvikle sig på linje med Deciphers offentliggjorte produktionsmål og basisscenarie på estimerede 8 mio. olieækvivalenter, skriver Atlantic Petroleum.

Olieselskabet er dog i færd med at revurdere værdien af Orlando-feltet og forventer at nedskrive aktivets værdi i regnskabet for andet kvartal, oplyses det.

Atlantic Petroleum solgte i 2017 Orlando-feltet til Decipher Energy, men beholdt en økonomisk ret til at modtage betalinger på baggrund af indtægterne fra de første 5 mio. tønder olieækvivalenter, når de første 50 mio. dollar brutto er trukket fra. Desuden skal Orlando modtage 4,35 pct. af indtægterne af olieproduktionen udover de første 5 mio. tønder.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯