ATP siger nej til Micro Matic-tilbud

Udgivet den 14-01-2000  |  kl. 10:45  |  

København--14. januar--NetPosten--Micro Matic-cheferne Svend-Aage Nielsen og C.C. Nielsen skal af med flere penge, hvis de vil gennemføre planen om at overtage Micro Matic og derefter afnotere selskabet fra Fondsbørsen. Det skriver Fyens Stiftstidende fredag.

Samtlige tre institutionelle aktionærer i Micro Matic har nu tilkendegivet, at prisen på aktierne skal højere op de 185 kroner pr. aktie, som er tilbudt gennem hovedaktionærnes fælles selskab, Nielsen & Nielsen Holding A/S. Hidtil har kun PenSam og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) sagt nej, men nu siger også ATP nej. De tre aktionærer besidder så store aktieposter, at de hver især er i stand til at blokere for en afnotering.

- Vi mener ikke, at indløsningstilbuddet afspejler værdierne i Micro Matic. Derfor er vores foreløbige holdning, at vi ikke vil sælge vore aktier, udtaler aktiechef Niels Erik Petersen, ATP. Han vil ikke oplyse, hvor ATP mener, at prisen skal ligge. PenSam direktøren Lars Steen Hansen har sagt, at han mener, at tilbuddet skal op på mindst 220 kroner pr. aktie.

Udgivet af: NPinvestordk