Australiens centralbank sænker renten til rekordlavt niveau

Udgivet den 02-08-2016  |  kl. 06:57  |  

Den australske centralbank, The Reserve Bank of Australia, har skåret landets ledende rente til et historisk lavt niveau til 1,5 pct. fra 1,75 pct.

Årsagen til rentebarberingen er en hidtil uset lav inflation sammenholdt med et overskud af arbejdskraft.

The Reserve Bank of Australia vurderer, at selv om forretningsklimaet i Australien er velfungerende, og investeringerne uden for landets minesektor vokser i de dele af økonomien, som ikke er ramt af de lave råvarepriser, vil rentesænkningen booste arbejdsmarkedet og medføre økonomisk vækst.

En historisk lav inflation på 1 pct. medfører, at renten kan blive skåret, uden at det går ud over centralbankens mål om en inflation på 2-3 pct., vurderer The Reserve Bank of Australia.

Renten på den tiårige australske statsobligation nåede allerede inden rentemeddelelsen et rekordlavt niveau på 1,8 pct., efter at 20 ud af 25 økonomer ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg havde spået rentenedskæringen.

/ritzau/FINANS

Andreas Antoni Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  macro❯  Australien❯ 

Relaterede nyheder