Bang & Olufsen: Amerikansk kapitalforvalter øger sats på kursfald

Udgivet den 09-10-2019  |  kl. 12:14  |  
Arkiv: Foto

Den amerikanske kapitalforvalter Citadel Advisors har øget sit sats på kommende kursfald i aktierne hos Bang & Olufsen.

På Finanstilsynets hjemmeside fremgår det, at Citadel Advisors nu har "shortet" - eller er gået kort i - 0,55 pct. af aktierne hos Bang & Olufsen.

Tidligere havde kapitalforvalteren shortet under 0,50 pct. af aktierne i den danske elektronikproducent med base i Struer.

Når en investor shorter en aktie, låner investoren aktier af en aktionær med henblik på at sælge dem på børsen. Det sker i forventning om senere at kunne købe dem billigere tilbage som følge af kursfald.

Aktierne leveres herefter tilbage til aktionæren, og på den måde tjener investoren differencen minus et gebyr for at låne aktierne samt eventuel kurtage ved handlerne.

Onsdag handles Bang & Olufsen-aktien 0,9 pct. lavere i 35,28 kr. Siden årsskiftet har aktien tabt hele 60,3 pct. af sin værdi.

Tirsdag meddelte selskabet, at det havde sagt farvel til sin topchef, Henrik Clausen, og i stedet erstattet ham med Kristian Teär.

Ifølge bestyrelsesformand Ole Andersen var det Henrik Clausen selv, som ikke ønskede at være selskabets topchef på sigt.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder