Bank of England udvider program for obligationsopkøb med 100 mia. pund

Udgivet den 18-06-2020  |  kl. 13:20  |  

Den britiske centralbank, Bank of England, har skruet op for det program, der skal være med til at afbøde en del af coronapandemiens økonomiske konsekvenser.

Centralbanken har tidligere annonceret et program for obligationsopkøb, og målet bliver nu løftet med 100 mia. pund. Dermed kan det samlede program løbe op i 745 mia. pund.

På torsdagens rentemøde stemte otte centralbankmedlemmer for at øge målsætningen, mens en enkelt stemte imod. Forøgelsen på 100 mia. pund var også i høj grad forventet, skriver Bloomberg News.

- Som modsvar til coronakrisen øgede den britiske centralbank sit opkøbsprogram med 200 mia. pund, men fordi den britiske centralbank har opkøbt i et stort omfang, så var man altså tæt på at nå loftet for opkøb, skriver Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker hos Danske Bank, i en kommentar.

- Det er derfor ingen overraskelse, at programmet nu udvides. Det vil heller ikke være en overraskelse, hvis programmet udvides yderligere på et andet tidspunkt, selv om den britiske centralbank nu siger, at de regner med at være færdige omkring årsskiftet, fortsætter han.

Samtidig fastholder centralbanken sin ledende rente på 0,10 pct.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  macro❯  Europa❯  Storbritannien❯ 

Relaterede nyheder