Banker konkurrerer om boligejere med høje vurderinger

Udgivet den 27-09-2019  |  kl. 23:14  |  

Sidste år betalte danske boligejere 18 mia. kr. i gebyr til realkreditinstitutterne for at have et lån i form af det såkaldte bidrag.

For den enkelte kunde kan en ny og højere vurdering af boligen være et effektivt redskab til at skrue bidragssatsen og dermed gebyret ned. Jo højere boligværdi i forhold til gældens størrelse, jo lavere bliver bidraget.

Efter flere års stigning i boligpriserne og et kraftigt dyk i renterne benytter mange boligejere i øjeblikket en låneomlægning til at få deres egen bank - og eventuelt konkurrerende institutter - til at revurdere værdien af deres ejendom. Det skriver Politiken lørdag.

Den uafhængige rådgiver Martin Riedel fra firmaet Realkreditkonsulenten anbefaler ifølge Politiken sine kunder at spørge flere banker og bekræfter tendensen:

- Vi ser ofte, at der er relativt stor forskel på vurderingen af den samme bolig, siger han og tilføjer, at boligejere er attraktive kunder for bankerne, fordi de får en stor andel af bidragsbetalingen som indtjening i hele lånets løbetid.

Marlene Nørgaard, adm. direktør i Mybanker, kalder det i Politiken helt naturligt, at boligejerne ved at få flere bud på deres ejendomsværdi forsøger at optimere deres økonomi:

- Der er mange penge at spare på en højere vurdering.

Men det er ikke en sund udvikling, at bankerne og deres realkreditinstitutter konkurrerer på ejendomsvurdering, påpeger hun. Slaget om kunderne burde i stedet udkæmpes med bidragssatserne.

- Det bliver en udfordring over tid, hvis et institut bliver kendt for stramme vurderinger og et andet for at være mere lempeligt. Det kan få forbrugerne til at flytte sig af de forkerte grunde.

I brancheorganisationen Finans Danmark afviser direktør for ejendomsfinansiering Peter Jayaswal, at vurderingerne er et konkurrenceparameter. Forskelle skyldes, at vurderingen er et skøn inden for nogle fastlagte rammer, siger han til Politiken.

/ritzau/FINANS

Redaktion

Tags:  Shares❯