Bayer taber endnu en retssag

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 14:55  |  

Den tyske kemigigant Bayer, der gennem de seneste år har betalt klækkelige beløb i bøder og forlig i en række sager om deres forskellige produkter, oplever igen modvind i retten.

Onsdag afgjorde den franske højesteret, at Bayer - gennem selskabet Mosanto, som Bayer købte i 2018 - er ansvarlig for, at en landmand i 2004 blev forgiftet af det nu forbudte ukrudtsmiddel Lasso.

Det var også Mosanto, der stod bag ukrudtsmidlet Roundup, hvor der fortsat verserer tusindvis af sager, da sagsøgerne har nedlagt påstand om, at ukrudtsmidlet har forårsaget kræft.

I foråret afgjorde Bayer en række af sagerne via forlig. Her endte Bayer med at betale 12,1 mia. dollar - svarende til cirka 76 mia. kr.

I august indgik Bayer yderligere et milliardforlig på 1,6 mia. dollar, eller godt 10 mia. kr. i en sag om præventionsmidlet Essure, der ifølge de sagsøgende kvinder ikke virkede.

Aktien i Bayer falder onsdag 2,4 pct. til 42,66 euro.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder