Berenberg hæver DSV Panalpinas aktiekurs - mulighed for flere opkøb

Udgivet den 27-11-2019  |  kl. 07:44  |  

Tyske Berenberg har løftet sit kursmål for aktien i DSV Panalpina til 830 kr. fra 700 kr.

Det fremgår af en analyse fra finanshuset, der stadig har anbefalingen "køb" af aktien.

Det løftede kursmål hænger sammen med, at markedet endnu ikke har indregnet den succesrige integration af Panalpina, hvilket samtidig øger muligheden for et nyt opkøb inden for de kommende 18 måneder, vurderer Berenberg.

- Vi tror, at Dachser, Hellmann og DB Schenker er de mest sandsynlige mål, hedder det i notatet.

DSV Panalpina annoncerede i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, at det har fået en god start på integrationen af "det gamle DSV " og Panalpina i over 70 lande.

Samtidig blev forventningerne til de årlige omkostningssynergier hævet fra 2,2 mia. kr. til 2,3 mia. kr., når integrationen af det schweiziske opkøb er afsluttet ved udgangen af 2021.

Berenbergs nye kursmål indebærer et potentiale på knap 10 pct. for aktien, der tirsdag steg 2,1 pct. til 754,40 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder