BI Erhvervsejendomme A/S opdaterer resultatforventningerne for 2020

Udgivet den 12-08-2020  |  kl. 11:30  |  

København Ø, Aug. 12, 2020 (GLOBE NEWSWIRE) --

BI Erhvervsejendomme A/S suspenderede den 24. marts 2020 forventningerne til resultatet for 2020 som konsekvens af usikkerhed om COVID-19 udbruddets effekt på ejendomsporteføljen, og værdien af ejendomsporteføljen blev ultimo marts måned ekstraordinært nedskrevet med 1,4%.

I takt med at smittetallet er reduceret, og restriktionerne er lempet, er den samfundsmæssige aktivitet ligeledes på vej tilbage mod en normalisering, og usikkerheden om COVID-19 udbruddets effekt på ejendomsporteføljen vurderes nu reduceret.

Under forudsætning af en fortsat normalisering af den samfundsmæssige aktivitet, forventer BI Erhvervsejendomme A/S nu et resultat for 2020 svarende til en egenkapitalforrentning i niveauet 1,4% - 2,4%.

Før resultatforventningerne blev suspenderet, forventede BI Erhvervsejendomme A/S et resultat for 2020 i niveauet 164 mio. kr., svarende til en egenkapitalforrentning på ca. 3,1%.

De opdaterede resultatforventninger for 2020 ligger således på niveau med de oprindelige forventninger justeret for den ekstraordinære nedskrivning i marts måned på 1,4%, der overvejende vedrørte ejendomme indeholdende publikumsorienteret erhverv.

Resultatforventningerne er baseret på en forudsætning om, at COVID-19 smittetallet ikke igen vil stige betydeligt, og at de samfundsøkonomiske konsekvenser af COVID-19 udbruddet ikke bliver en længerevarende økonomisk tilbagegang, hvilket vil kunne få en negativ effekt på ejendomsporteføljen.

Hovedparten af den underliggende ejendomsportefølje i BI Erhvervsejendomme er udlejet til solide lejere på længere lejekontrakter. Over 75% af den underliggende ejendomsportefølje er kontorejendomme, og den gennemsnitlige lejekontraktlængde i ejendomsporteføljen er ca. 6,4 år. Ejendomme, der indeholder publikumsorienteret erhverv, udgør under 20% af ejendomsporteføljen.

Selskabets opdaterede resultatforventninger er alene gældende for 2020, og fremadrettet forventes et afkast på niveau med de oprindelige resultatforventninger for 2020 under forudsætning af en fortsat normalisering af markedet og en aftagende effekt af COVID-19 udbruddet på ejendomsporteføljen.

Spørgsmål kan rettes til BI Erhvervsejendomme A/S, direktør Ole Mikkelsen eller BI Management A/S, direktør Martin Fjordlund Smidt på tlf. nr. 77 30 90 00.

Med venlig hilsen

BI Erhvervsejendomme A/S


Ole Mikkelsen
Direktør
  BI Management A/S


Martin Fjordlund Smidt
Direktør

 


\Hugin

Udgivet af: NPinvestordk