B&O får 356 mio. kr. i kassen når udgifter til aktieudbud er betalt

Udgivet den 04-06-2020  |  kl. 09:25  |  
Arkiv: Foto

Bang & Olufsen regner med at få 356 mio. kr. i kassen fra salget af en stor portion nye aktier, når selskabets omkostninger og udgifter til udbuddet er trukket fra.

Det fremgår af selskabets prospekt, som er offentliggjort torsdag morgen.

Aktionærerne godkendte onsdag aften den danske elektronikproducents planer om at udbyde 81,85 mio. nye aktier for 5 kr. per styk.

Det vil sikre et bruttoprovenu ved en fuld tegning af aktierne på 409,2 mio. kr., mens nettoprovenuet, hvor omkostningerne til at udbyde de nye aktier er trukket fra, vil lande på omkring 356 mio. kr.

B&O gør nu klar til at gennemføre emissionen, hvor eksisterende aktionærer har fortegningsret. De vil få to tegningsretter per aktie i koncernen.

Tildelingen af tegningsretter vil efter planen ske den 10. juni, og handelsperioden for tegningsretterne afsluttes den 22. juni.

B&O forventer at offentliggøre resultatet af udbuddet fire dage efter, og lige nu ventes den første handelsdag for de nye aktier at være den 3. juli.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder