B&O/CEO: Komponentmangel kan mærkes - men vi møder efterspørgslen

Udgivet den 12-01-2022  |  kl. 10:32  |  
Arkiv: Foto

Den globale mangel på komponenter er til at mærke hos Bang & Olufsen. Den danske erhvervsklenodie formår dog alligevel at følge med den stigende efterspørgsel, lyder det fra toppen af virksomheden.

- Vi er indtil videre lykkedes med at håndtere udfordringerne og har fået et godt resultat ud af det, siger Kristian Tëar, administrerende direktør i selskabet, til MarketWire i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet for andet kvartal.

Som i så mange andre industrier er efterspørgslen steget, hvilket har sat pres på forsyningskæden, der har lidt under blandt andet havnelukninger i Asien, hvor mange teknologivirksomheder henter deres komponenter.

Til trods for et "let skuffende" kvartalsregnskab ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, ser Kristian Tëar det som et godt kvartal set ud fra efterspørgslen.

Producenten af luksuselektronik leverede i andet kvartal af dets forskudte regnskabsår en vækst på 15 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Skuffelsen i regnskabet ligger ifølge Per Hansen i, at investorerne havde håbet på en opjustering, som der dog ikke kom.

- Forsyningskrisen vil fortsætte noget tid endnu. Der er derfor en usikkerhed og manglende sigtbarhed forbundet med situationen, siger Kristian Tëar, der tilføjer, at Bang & Olufsen af den grund har fastholdt forventningerne til året.

Kristian Tëar tilføjer, at han er fortrøstningsfuld i forhold til virksomhedens strategi, der inkluderer en arbejdsgruppe målrettet forsyningsudfordringerne.

I arbejdet på at skaffe den rette mængde komponenter, søger arbejdsgruppen mod spotmarkedet og alternative leverandører.

Dette har ifølge topchefen banet vejen for, at virksomheden er lykkes med at skabe tocifret vækst for femte kvartal i træk.

Trods de positive toner fra direktøren sender investorerne onsdag formiddag aktien ned med 7,8 pct. til 25,68 kr.

.\\˙ MarketWire

Selver Elezovic

Tags:  CEO❯  Report❯  Shares❯