Boeing ser stadig 737 MAX tilbage i luften i starten af fjerde kvartal

Udgivet den 11-09-2019  |  kl. 23:50  |  

Verdens største flyproducent Boing regner fortsat med, at ulykkesflyet 737 MAX igen vil kunne komme på vingerne i starten af fjerde kvartal, hvilket sendte aktiekursen i selskabet op onsdag med 3,6 pct.

Koncernen advarer dog om, at der kan blive tale om en indfasningsperiode, hvis luftfartsmyndighederne verden over ikke følger de amerikanske, men i stedet en-for-en selv gennemfører undersøgelser.

- Den største risiko for tidsplanen er fortsat myndighedernes justeringer rundt omkring i verden. En indfasende ophævelse af flyveforbuddet blandt myndighederne i verden er en mulighed, sagde Dennis Muilenberg, topchef i Boeing, onsdag ifølge Bloomberg News.

737 MAX har snart i seks måneder haft flyveforbud hos alverdens luftfartsmyndigheder, herunder ikke bare USA, men også i EU, efter at to 737 MAX med få måneders mellemrum i 2018 og 2019 styrtede ned - begge gange med hundredvis af tabte menneskeliv til følge.

Boeings eksperter er i færd med at svare på mere end 500 spørgsmål om flytypens sikkerhed fra de globale luftfartsmyndigheder. Det er dog uklart, om myndighederne uden for USA vil følge trop, når eller hvis de amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration (FAA), ophæver flyveforbuddet. FAA har det primære tilsyn med Boeing.

I EU har myndighederne, skriver Bloomberg News, for nyligt understreget, at de foretager en individuel undersøgelse, der skal inkludere ugelange flyvetest af 737 MAX. FAA har dog jævnlige møder med sine kollegaer fra Europa, Brasilien og Canada om 737 MAX.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Relaterede nyheder