Boligkøbere får større nedslag i prisen efter corona

Udgivet den 08-05-2020  |  kl. 06:00  |  

Sælgerne af ejerlejligheder giver i øjeblikket cirka 1.000 kroner i nedslag i prisen per kvadratmeter. Foto: Boligsiden

Er du på jagt efter en ny bolig, er der i øjeblikket øget chance for, at du kan få forhandlet dig frem til et større nedslag i prisen end hidtil. Særligt hvis det er en ejerlejlighed eller et hus, som du søger.

Nye tal fra Boligsiden viser nemlig, at i ugerne efter Danmark blev lukket delvist ned, er der sket en væsentlig ændring i størrelsen af de gennemsnitlige nedslag, der bliver givet i prisen for de to boligtyper.

I ugerne før corona fik lukket Danmark ned, lå det gennemsnitlige nedslag i prisen for villaer og rækkehuse på omkring 500 kroner per kvadratmeter. Men allerede fra uge 12, som var ugen efter nedlukning, begyndte det beløb at stige.

"Nedslaget i pris er en af de målbare ændringer, som vi kan se er sat ind efter corona. I de første 10 uger af 2020 var niveauet for det gennemsnitlige nedslag i pris på højde med tidligere år, som typisk har været omkring de 500 kroner. Men i de seneste uger har sælgerne måtte slå over 600 kroner af prisen per kvadratmeter for at få boligen solgt," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Større nedslag giver øget salg

Samme tendens gør sig gældende for ejerlejligheder, imens ændringen i størrelsen af det gennemsnitlige nedslag i pris ikke er så markant for sommerhusene.

"I de første 11 uger af 2020 blev der givet et gennemsnitlig nedslag i prisen på ejerlejligheder, som var lavere end i samme uger i 2019 – cirka 700 kroner per kvadratmeter. Men nu må sælgerne forvente et afslag på omkring 1.000 kroner per kvadratmeter ved handlen," siger Birgit Daetz og tilføjer:

"Det kan også være en af forklaringerne på, at salget af ejerlejligheder trods alt er steget de seneste uger, og nu "kun" ligger 20 procent under det gennemsnitlige niveau for årene 2015-2019."

I uge 13, 14 og 15 var det gennemsnitlige nedslag i pris over 1.000 kroner per kvadratmeter for ejerlejlighederne, hvilket ikke er set før i ugerne 1-18 i perioden tilbage til 2015.

Udviklingen for nedslag i pris for ejerlejligheder og villaer og rækkehuse før og under coronakrisen:

Ugenummer Villaer og rækkehuse (kr/kvm) Ejerlejligheder (kr/kvm)
Uge 7 480 699
Uge 8 525 688
Uge 9 496 729
Uge 10 507 745
Uge 11 540 661
Uge 12 584 881
Uge 13 601 1.048
Uge 14 687 1.153
Uge 15 673 1.122
Uge 16 602 989
Uge 17 662 824
Uge 18 622 946

(Tabellen angiver det gennemsnitlige nedslag i prisen per kvadratmeter for villaer og rækkehuse samt for ejerlejligheder for hver uge. Kilde: Boligsiden.)

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder