Boligkøberne forhandlede sig frem til større nedslag i 2021

Udgivet den 14-01-2022  |  kl. 06:00  |  

Størrelsen af det gennemsnitlige nedslag nåede et rekordlavt niveau i foråret 2021, men i andet halvår kunne boligkøberne igen forhandle sig frem til mere rabat på boligen, viser nye tal fra Boligsiden. Foto: Boligsiden.

Boligmarkedet har sat den ene rekord efter den anden i 2021. Boligsalget overgik det ellers vilde år 2020 med fem procent. Salgspriserne steg med den største stigningstakt i 15 år. Langt flere danskere satte boligen til salg end normalt, og alligevel har de mange boligsalg og den store efterspørgsel resulteret i et lavt udbud.

Det er faktorer, som umiddelbart kan have indflydelse på at dæmpe sælgers lyst til at give et afslag i prisen ved selve bolighandlen.

Men rekorderne er især skabt på baggrund af udviklingen på boligmarkedet i første halvår af 2021.

Et 2021 delt i to

I årets anden halvdel faldt der mere ro på såvel antal handler som de stigende priser. Og det har givet plads til, at køberne i netop andet halvår fik forhandlet sig frem til større nedslag i pris ved bolighandlerne.

Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

"Tegner vi grafen for udviklingen i størrelsen af den rabat, som køberne har forhandlet sig frem til måned for måned i 2021, får grafen form som et "V". Eksempelvis er tendensen med villaer og rækkehuse, at nedslaget blev mindre måned for måned i første halvår, hvor tempoet og efterspørgslen var tårnhøj. Knækket skete i juni, hvorefter køberne begyndte at få lidt større beløb i rabat. Den udvikling fortsatte hver måned i andet halvår og dermed resten af 2021," forklarer Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

"Det er nøjagtig samme tendens, som gør sig gældende i handlerne med ejerlejligheder samt sommerhuse. Den eneste forskel er, at knækket skete en måned tidligere for lejlighederne, hvor køberne fra maj måned begyndte at forhandle sig frem til større nedslag.

Dermed er størrelsen af de gennemsnitlige nedslag i bolighandlerne også et billede på, hvad der netop skete på boligmarkedet i 2021:

"Der var kort sagt rift om boligerne i første halvår 2021, og i takt med den stigende efterspørgsel steg priserne, og sælgerne kunne bedre afvise et give et nedslag, fordi der ofte var flere købere til den enkelte handel. Vi så sågar rekordhøje andele for købere, der bød over prisen. Men da aktiviteten stilnede af efter sommerferien, og priserne begyndte at flade ud, blev der igen plads til den klassiske forhandling mellem køber og sælger," siger Birgit Daetz.

Køberne får mere i rabat nu end for et år siden

For alle tre boligtyper gælder det, at det niveau, som var lavpunktet for det gennemsnitlige nedslag i foråret 2021, samtidig var det laveste niveau, som der er registreret i perioden tilbage til 2010, hvor Boligsiden har første statistik.

Siden har køberne som sagt forhandlet sig frem til større prisafslag, og for alle tre boligtyper gælder det også, at trods dykket i størrelsen af nedslaget i første halvår, er det gennemsnitlige beløb for nedslaget nu højere i december 2021 end det var på samme tidspunkt i 2020.

Men alt afhængig af boligtypen er der forskel på, hvor meget mere køberne har formået at forhandle sig frem til i løbet af andet halvår. For husene er der tale om årlig stigning på 19 procent, imens stigningen for ejerlejligheder og sommerhuse er på henholdsvis 46 og 52 procent.

Udviklingen i størrelsen af det gennemsnitlige nedslag i kroner i 2021:

Måned Villaer/rækkehuse (kr. pr. kvm.)) Ejerlejligheder (kr. pr. kvm.) Sommerhuse (kr. pr. kvm.)
dec. 21 480 759 887
nov. 21 433 726 827
okt. 21 393 705 740
sep. 21 372 638 691
aug. 21 341 604 532
jul. 21 305 523 378
jun. 21 269 453 189
maj. 21 263 366 127
apr. 21 288 309 146
mar. 21 341 330 325
feb. 21 382 398 474
jan. 21 406 492 571
dec. 20 405 521 583

(Tabellen viser størrelsen af det gennemsnitlige nedslag i kroner, som der er givet ved bolighandler fordelt på boligtype. Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

The post Boligkøberne forhandlede sig frem til større nedslag i 2021 first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

06:32 Asien: Massiv risikoaversion sender aktieindeks ud i solide kursfald
06:32 Valuta: Kraftig flugt mod sikre havne efter israelsk gengældelsesangreb på Iran
06:32 USA/T-bond: Stærke nøgletal sendte renterne op - markant drop fredag
06:32 USA/lukning: Høje renter trak luften ud af aktierne - store kursfald i vente fredag
06:30 Kalender med link - fredag den 19. april
18:01 Unibrew Q1: Stærkt momentum fra sidste år fortsætter og sikrer stærk årsstart
17:58 Europa/lukning: Regnskaber trak markedet tilbage på positiv kurs
17:55 Unibrew opjusterer forventningerne til indtjeningen med 75 mio. kr.
17:19 Torsdagens aktier: Tilbagelænet begejstring for Nordea i negativt marked - KORR
17:08 Glunz & Jensen måtte se omsætning og indtjening vige i første kvartal
17:06 Torsdagens aktier: Tilbagelænet begejstring for Nordea i negativt marked
17:03 Torsdagens obligationer: Amerikanske nøgletal gav renteuro
16:41 ECB's Holzmann: Flertal for rentenedsættelse i juni virker sandsynligt
16:15 Lundbeckfonden køber sig ind i høreapparatkoncern
16:15 Amerikansk boligsalg faldt mere end ventet - renter holder boligkøberne på sidelinjen
15:59 USA/åbning: Positive nøgletal blæser optimisme til vægs
15:35 Tysk centralbank: Økonomien ser ud til at undgå recession
15:09 Hollands rådsmedlem i ECB ser mindre akut inflationsrisiko forbundet med høje energipriser
14:21 USA/tendens: Trenden fra Taiwan ventes at vende negativ stime
13:55 Milliarderne øremærket til fedmemidler ruller ind - endnu en Novo-rival melder sig