Boligkøberne har råd til at lægge højere udbetaling

Udgivet den 14-05-2021  |  kl. 09:45  |  

Ejerlejligheder. Foto: Boligsiden

Danskerne har mange penge. Rigtig mange penge. Det viser tal fra Nationalbanken, der i marts målte danskernes opsparing i bankerne til omkring én milliard kroner. Aldrig tidligere har det tal været så højt.

Noget tyder da også på, at de store opsparinger hjælper en stor del af boligkøberne. For ifølge en ny undersøgelse blandt brugerne på Boligsiden har 7 ud af 10 lejlighedskøbere pengene selv, hvis kravet til udbetalingen på et lejlighedskøb på et tidspunkt bliver hævet fra 5 til 10 procent.

Det gjorde Danske Bank kortvarigt i starten af coronakrisen, og det kan blive aktuelt at hæve den grænse igen, hvis man vil gøre købernes økonomi mere modstandsdygtig over for eventuelle prisfald.

"Da Danske Bank hævede udbetalingskravet, var det med begrundelsen, at mange boligkøbere allerede i dag lægger 10 procent. Danskerne har en god økonomi, der er blevet polstret af, at de i coronatiden ikke har kunnet rejse, bruge penge på restaurantbesøg, shoppe i fysiske butikker og så videre. Tilmed har de fleste fået udbetalt de indefrosne feriepenge, og det har gjort opsparingerne større, så flere købere har penge til udbetalingen på en bolig," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Kun 14 procent svarer i undersøgelsen, at de ikke længere vil have råd til at købe en lejlighed, hvis kravet til udbetaling hæves, mens 8 procent svarer, at de så må finde en billigere lejlighed, end de ellers havde kig på.

Hver anden unge har også råd

Ikke overraskende er der flere ældre end yngre boligkøbere, der har råd til at lægge 10 procent til en udbetaling. Alligevel svarer 53 procent af de 20-29 årige, at de har råd til at møde et eventuelt krav om en højere udbetaling.

"Mange af køberne i den aldersgruppe er førstegangskøbere, og det er overraskende, at mere end halvdelen af dem har råd til at fordoble udbetalingen. Det fortæller noget om, hvor velpolstrede danskernes opsparinger er. Når det er sagt, så vil et højere udbetalingskrav gøre det sværere for hver anden førstegangskøbere at købe deres drømmelejlighed. Det afspejler sig også i, at en fjerdedel af boligkøberne i aldersgruppen svarer, at et højere udbetalingskrav vil betyde, at de ikke har råd til at købe en ejerlejlighed, og de øvrige de skal finde en billigere lejlighed eller låne pengene på anden vis" siger Birgit Daetz.

Går vi lidt længere op i alder, svarer 83 procent af boligkøberne over 30 år, at de har pengene til at betale 10 procent i udbetaling, hvorfor en eventuel ændring af reglerne ikke vil få betydning.

"Her kommer der noget friværdi i spil, fordi mange i forvejen ejer en bolig, som de på grund af store prisstigninger kan sælge for mere, end der er tilbage på lånet," påpeger Birgit Daetz.

Sådan gjorde vi:

Fra den 21. april til 12. maj stillede vi brugerne to spørgsmål, hvor svarene udgør resultaterne nedenfor. 1.630 brugere besvarede begge spørgsmål og indgår derfor i datagrundlaget. De to spørgsmål var:

  • Hvad vil det betyde for dig, der vil købe ejerlejlighed, hvis kravene til egenfinansiering bliver hævet fra 5 til 10 procent?
  • Hvor gammel er du?

Svarene fordelte sig således:

Udsagn / Alder 20-29 år 30-39 år 40-49 år 50-59 år 60-69 år 70 år +* Under 20 år* Total
Jeg har pengene, så det vil ikke betyde noget 53% 70% 71% 74% 77% 77% 58% 69%
Jeg vil forsøge at låne pengene, så jeg ikke skal nedjustere mit budget 5% 3% 4% 3% 2% 2% 8% 3%
Så har jeg ikke råd til at købe en lejlighed 24% 14% 14% 13% 9% 3% 17% 14%
Så må jeg finde en billigere lejlighed, end den jeg har udset mig 12% 10% 8% 6% 5% 2% 4% 8%
Andet 6% 3% 3% 4% 7% 16% 13% 5%
Total 100% 100% 100% 100% 100% 100% 100% 100%

*Da der er under 100 respondenter, der er henholdsvis over 70 år og under 20 år, og datagrundlaget derfor er lille, er de to kategorier ikke nævnt i artiklen ovenfor.

The post Boligkøberne har råd til at lægge højere udbetaling first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

12:19 Obligationer/middag: Renten holder niveauet frem mod vigtige nøgletal fredag
11:54 Aktier/middag: Påfaldende dyk for Novo opvejes kun delvist af plus til "de grønne"
11:29 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året - afviser konservativ prognose
10:16 Aquaporin rejser 172 mio. kr. i ny kapital
10:09 Astrazeneca stiger efter høj efterspørgsel på kræftmidler i første kvartal
10:04 Nordfyns Banks basisindtjening faldt i første kvartal efter stigning i omkostningerne
09:58 Stærke markeder har presset indtjeningen i Norden: Vi har været for forsigtige siger direktør
09:49 ATP-investeringer kastede 4,5 milliarder af sig i første kvartal
09:32 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveau siden coronakrisen efter skuffende salg
09:30 Fødevaregiganten Nestlé når laveste niveua siden coronakrisen efter skuffende salg
09:20 Aktier/åbning: Som ventet rød åbning - Novo i bund efter komitékritik
09:02 Modvind til tørlast sænker Nordens bundlinje men penge til aktionærerne
08:50 Obligationer/åbning: Som ventet uændret åbning i årets højeste niveau
08:31 Svitzer fastholder forventningerne efter god start på året
08:24 Aktier/tendens: Udsigt til rød åbning - konkurrentnyt til flere selskaber
08:16 FLSmidths finske konkurrent Metso leverer bedre end ventet ordreindgang
07:43 Råvarer: Oliepriserne uændrede mens økonomsik modvind opvejer geopolitiske spændinger
07:38 Chipproducenten STMicro skuffer og nedjusterer efter svag efterspørgsel fra bilsektoren
07:26 Gjensidige Forsikring hårdt ramt af dårligt vejr i første kvartal
07:10 Obligationer/tendens: Udsigt til uændret rente ved åbningen