Boligmarkedet tog fusen på de fleste og overraskede midt i en krisetid

Udgivet den 27-07-2020  |  kl. 06:00  |  

Indblik er i denne uge skrevet af kommunikationsdirektør hos Boligsiden, Birgit Daetz. Foto: Lea Meilandt

De seneste seks måneder har på alle måder været ekstraordinære på boligmarkedet. Det har kort sagt været noget af en rutsjetur.

Det begyndte så godt, og der var lagt op til et stort år på boligmarkedet. Både salget såvel som priser havde i begyndelsen af året retning mod toppen. Men så kom corona.

På ganske kort tid blev alle positive prognoser forkastet og erstattet med dystre fremtidsudsigter. De mørke skyer trak ind over landet i takt med, at virus fik et kun stadig større og mere fast greb i befolkningen.

Forudsigelser om prisfald i størrelsesordenen 10 procent og et boligmarked i fuldt bakgear, var nogle af de ting, vi frygtede. Og det var ikke ubegrundede spådomme, for al erfaring siger, at når den økonomiske krise rammer, sætter den også sine tydelige spor på boligmarkedet.

Efter kulde kommer varme

Men der skete det stik modsatte.

Da det første chok havde lagt sig, blev kulden på boligmarkedet fordrevet af varmen, og i takt med forårets spiren begyndte først boligkøberne igen i stigende grad at vise sig på markedet, hvorefter sælgerne også fulgte med. For stik imod forventningen blev det ikke svært at sælge sin bolig under corona.

Sommerhusene har sågar skrevet sit eget kapitel i bolighistorien under denne sundhedskrise. Et luksusgode, som normalt ellers er det første, der bliver sparet væk i krisetider, blev pludselig det nye sort.

Mange hungrede efter frirummet i de klassiske træhuse nær vandet. Og aldrig før har vi set så høje handelstal for sommerhuse som i dette forår, der ellers havde udsigt til at blive et forsømt et af slagsen.

Købelysten spirede

Nu sidder mange af os i vores købte eller lejede sommerhuse og oplever sommer i Danmark fra nye vinkler.

Turen til sydens sol er for de fleste aflyst i år. Og spørgsmålet er, hvad dette nye syn på vores eget ferieland vil gøre ved os. For hvad er det egentlig, de sommerhuse kan?

Som man tidligere har kunne læse her på Boligsiden, er en del af de nye sommerhuskøbere, som har vist sig på markedet, unge børnefamilier, der bor i lejlighed i storbyen, og som leder efter et åndehul tæt på naturen, hvor de på kort tid kan nå til, og hvor der er plads til at lade batterierne op.

Men en anden gruppe af sommerhuskøbere udgøres at danskere, der i forvejen har et hus med have.  Så hvad vil de med et sommerhus?

Fællesskab i fristedet

Fra egen erfaring ved jeg, at alene det at kunne køre til en anden adresse - uanset om den ligger 10 minutter eller to timer væk – gør noget ved os. Der sker noget mentalt, når vi bevæger os væk fra de vante omgivelser, der er symbolet på vores hverdag og de praktiske sysler, der unægtelig hænger sammen med denne.

I sommerhuset har vi mulighed for bare at være sammen. Og at være sammen på en anden måde end derhjemme.

Når det regner, er det de færreste af os, der tager familien under armen og går en fælles tur i regnvejr. Men når vi er sommerhus, bliver det næsten ligefrem hyggeligt, og bagefter sammen kan vi varme os med varme drikke og et brætspil i stuen.

Ligesom vi på de gode solskinsdage kan tilbringe hele dage udendørs, trække frisk luft i lungerne og skylle sindet med en forfriskende dukkert i havet.

Uanset vejret bliver sommerhuset et fælles samlingspunkt. Her kan vi være sammen som familie, hvilket også forklarer den stigning i fællesejede sommerhuse, som vi har set i år. Her er der plads til alle, og ingen skal agere vært for den øvrige del af familien.

Nyt syn på boligen

Men sommerhuset er ikke den eneste boligtype, der er solgt i stor stil under coronakrisen. Det samme gælder for villaer og rækkehuse og faktisk også ejerlejlighederne.

Det tror jeg, hænger sammen med, at mange af os har fået et nyt syn på vores bolig i løbet af de mange dage hjemme under den delvise nedlukning af landet.

Isoleringen derhjemme har gjort, at vi har genfundet glæden ved et godt hjem. I al den tid, hvor vi ikke kunne tage på restaurant, måtte vi lave maden selv. Vi fandt ud af, at det faktisk også kunne noget. Det var hyggeligt at lave mad sammen med børnene, og det var hyggeligt at se vennerne i de hjemlige omgivelser.

Trængslen i byggemarkeder og de tusindvis af gør-det-selv-projekter, som der er sat gang i under corona, har også gjort noget godt for os og vores bolig. Dels har projekterne været et godt mentalt afbræk til hjemmearbejde og hjemmeundervisning, og samtidig er de mange små hængepartier rundt omkring i boligen blevet fikset. Aldrig før har de danske haver omkring parcelhusene stået så strømlinet som nu.

For mange af os betyder det, at det er blevet ekstra rart at være hjemme, og vi er blevet mere opmærksomme på, hvilke værdier og ting, der betyder mest for os.

Nedlukningen har forstærket glæden ved at have et godt hjem, som vi føler os godt tilpasse i. For hjemmet har været vores trygge base igennem hele perioden.

Det er vores fristed.

Flyttemønstre vil forstærkes

I samme moment er flere af os måske også blevet mere afklaret omkring, hvad vi ønsker i vores bolig, og hvordan rammerne skal være for at vi kan leve det, vi ønsker.  Og samtidig har de primære forhold, der driver os i retning af et boligkøb, ikke ændret sig. Der sker stadig familieforøgelser eller omvendt skilsmisser, der ændrer vores boligbehov.

Det kombineret med et lavt renteniveau og sunde privatøkonomier ses i handelstallene, som nærmest er eksploderet. Vi finder i stor stil hjem i nye omgivelser trods corona, og vi har set at salget af huse i flere af yderkommunerne er steget. Dermed melder spørgsmålet sig også, hvor vi i fremtiden vil finde hjem?

Naturen er og bliver en efterspurgt faktor i forbindelse med boligkøb. Allerede inden corona så vi en øget tendens til, at flere flyttede på landet. I takt med at flere virksomheder gør hjemmearbejde til en integreret del af medarbejdernes hverdag, vil flere også være villige til at flytte længere uden for de store byer.

Efter dette første halve år, skal man være varsom med at spå noget om fremtiden. For vi er alle blevet overrasket over udviklingen indtil videre. Men vi vil formentlig se en reducering i handelsaktiviteten på boligmarkedet efter sommeren. Ikke et brat fald, men et mere jævnt niveau. Til gengæld vil vi måske også se nye flyttemønstre og netop en øget tendens til omvendt urbanisering i retning mod yderkommunerne.

Under alle omstændigheder bliver det i hvert fald spændende at se, hvilke overraskelser anden halvdel af 2020 eventuelt måtte byde på.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯