Boligsalget i tredje kvartal er det højeste i 10 år

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 06:00  |  

Der er samlet solgt så mange villaer og rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse i tredje kvartal 2020, at det er det bedst sælgende kvartal i 10 år. Foto: Boligsiden.

26.020 boliger. Det er, hvad de danske ejendomsmæglere har solgt i løbet af juli, august og september i 2020. Det er flere end i noget andet kvartal igennem de seneste 10 år, viser nye handelstal fra Boligsiden.

Dermed er der også kommet endnu mere tryk på bolighandlerne i de seneste tre måneder sammenlignet med andet kvartal 2020, der ellers var det hidtil bedste.

Ser vi nærmere på de enkelte boligtyper, er der i løbet af juli, august og september solgt hele 16.099 villaer og rækkehuse og 5.704 ejerlejligheder. Det er det højeste niveau på et kvartal for begge boligtyper.

"Det er en ret usædvanlig udvikling, som vi i øjeblikket er vidner til. Salget af villaer og rækkehuse ligger i tredje kvartal 20 procent højere end i samme periode sidste år, og for ejerlejligheder ser vi et salg, der er steget med 22 procent sammenlignet med tredje kvartal sidste år. Det er en meget markant udvikling," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Samtidig er der solgt 4.217 sommerhuse i samme periode, hvilket er det højeste niveau for tredje kvartal i de seneste 10 år og samtidig det næsthøjeste niveau målt op imod alle kvartaler.

Fra krise til triumf

Salget af sommerhuse er dog begyndt at stilne lidt af i august og september. Det samme kan man ikke sige om salget af huse og ejerlejligheder. Tværtimod.

I september alene er der solgt over 2.000 ejerlejligheder, hvilket ikke er set på én måned de seneste 10 år.

"Vi skal huske på, at netop markedet for ejerlejligheder blev hårdest ramt efter den delvise nedlukning af landet i marts, og ingen af os havde på det tidspunkt troet, at vi et halvt år senere ville stå med rekordhøje handelstal. Men det gør vi. Og selvom priserne også har nået et rekordhøjt niveau på over 30.000 kroner per kvadratmeter, er køberne fortsat derude," siger Birgit Daetz.

Handlerne spreder sig

Ligeledes er der sket en stigning i salget af villaer og rækkehuse i september, hvor der blev solgt 5.659 af slagsen. Det er kun overgået af juni måned i år.

"September er femte måned i træk, hvor der er solgt over 5.000 huse om måneden. Det er ganske enkelt enestående, og det vidner om, at der er gang i et boom i hussalget," siger Birgit Daetz og tilføjer:

"En vigtig pointe er også, at de mange hushandler ikke er koncentreret om de traditionelt populære markeder tættest på hovedstaden. Ser vi på de områder, hvor der har været flest hushandler indtil videre i 2020, er det i kommuner som Furesø, Syddjurs og Vordingborg, at salget af huse er steget mest i forhold til sidste år. Hushandlerne har med andre ord spredt sig til store dele af landet."

Udviklingen i salget for hver enkelt boligtype i tredje kvartal:

Boligtype Solgte i 3. kvartal 2019 Solgte i 3. kvartal 2020 Ændring
Villaer og rækkehuse 13.450 16.099 20%
Ejerlejligheder 4.679 5.704 22%
Sommerhuse 3.214 4.217 31%

 (Tabellen viser antal solgte boliger i månederne juli, august, september i henholdsvis 2019 og i 2020. Kilde: Boligsiden)

Se her i hvilke kommuner stigningen i antal solgte villaer og rækkehuse har været størst:

Antal solgte boliger i årets første tre kvartaler i 2019 og 2020:

  Villaer og rækkehuse   Ejerlejligheder   Sommerhuse  
Måned 2019 2020 2019 2020 2019 2020
Januar 3.478 3.772 1.265 1.513 536 612
Februar 3.591 4.215 1.335 1.611 574 792
Marts 4.225 3.995 1.558 1.298 765 916
April 4.419 3.617 1.568 1.088 913 1.309
Maj 4.853 5.010 1.598 1.574 1.105 2.150
Juni 4.471 5.855 1.519 1.955 966 2.301
Juli 4.432 5.308 1.491 1.903 1.047 1.520
August 4.363 5.132 1.580 1.716 1.102 1.380
September 4.655 5.659 1.608 2.085 1.065 1.317
I alt 38.487 42.563 13.522 14.743 8.073 12.297

(Kilde: Boligsiden)

The post Boligsalget i tredje kvartal er det højeste i 10 år first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder