Boozt: Opjusterer forventningerne efter stærkt første kvartal - GENT

Udgivet den 14-04-2021  |  kl. 06:42  |  
Arkiv: Foto

Den svenske tøjforhandler på nettet Boozt, som også er noteret i København, opjusterede tirsdag aften sine forventninger til 2021.

Koncernen regner nu med en omsætningsvækst på 25-30 pct., mens overskudsgraden, målt ved EBIT, ses lande over 5,5 pct.

Det fremgår af en meddelelse fra Boozt.

For blot to måneder siden, i forbindelse med regnskabet for 2020, var buddet på en omsætningsvækst på 20-25 pct. og en justeret EBIT-grad på mere end 5,0 pct.

- Momentum fra 2020 er blevet båret ind i det nye år, og vi ser, at de mange nye kunder, vundet gennem sidste år, fortsat støtter med en stærk genkøbsrate sammen med fortsat støtte fra vores langvarige kunder, udtaler Hermann Haraldsson, topchef i Boozt, i en meddelelse.

Boozt løfter samtidig sløret for, hvordan udviklingen i første kvartal har været. Her sås en omsætningsvækst på 47-49 pct. med en ventet overskudsgrad på omkring 6 pct.

- Den stærkere end ventede vækst var drevet af Boozt og Booztlet med en forbedret bane gennem kvartalet. Forbedringen i den justerede EBIT-grad var drevet af en stærkere bruttomargin og en forbedret driftsmæssig omkostningsratio, hedder det.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder