Boozt/CEO: Reber sejlene i et marked præget af inflation og krig

Udgivet den 12-08-2022  |  kl. 14:31  |  
Arkiv: Foto

Efter to år med medvind i kølvandet af corona-nedlukningen, hvor forbrugerne brugte penge på materialistiske genstande frem for services, har e-tøjhandelsselskabet Boozt haft et andet kvartal med ubehagelige overraskelser, der i juni udløste en nedjustering af selskabets forventninger til hele året.

Det påpeger administrerende direktør i Boozt, Hermann Haraldsson, over for MarketWire.

- Den her eufori, vi troede, vil komme efter genåbning efter corona, den udeblev på grund af usikkerhedsfaktorer. Krigen i Ukraine var den største igangsætter.

Men på trods af modgang, så ser fremtiden lys ud for internettøjbutikken. Hermann Haraldsson lægger vægt på, at selskabet lige nu klarer sig markant bedre end konkurrenterne.

Forventningen til væksten i 2022 lyder på 10-15 pct, efter at de den 9. juni blev nedjusteret fra 20-25 pct. Trods nedjusteringen er det et ambitiøst mål.

- Vi kan se, at vores kolleger i branchen stort set ikke regner med vækst, derfor er det stadig et relativt ambitiøst mål. Vi er kompetente, og vi skal nok nå det, men det bliver ikke uden blod, sved og tårer, siger Hermann Haraldsson.

For at forventningerne til årets vækst skal kunne nås, er det vigtigt, at markedsforholdene ikke bliver værre.

- Hvis vi ser, at forbrugerne mister endnu mere tillid, at de mister arbejde, at inflationen fortsætter på et højt niveau, så kunne man godt forestille sig, at de slår helt fra. Så må vi revurdere. Men hvis vi fortsætter med det niveau, vi har nu, så skal vi nok nå det, vurderer direktøren.

Lige nu kan inflationens indflydelse mærkes på, hvor mange penge folk har mellem hænderne. Forbrugerne holder igen og handler mere i outletafdelingen "Booztlet".

Bekymringen er dog ikke stor hos direktøren.

- Vi vokser stadig i et udfordret marked, hvor ingen af vores konkurrenter vokser. Enhedsomkostningerne er bedre end de fleste og vores gennemsnitslige ordreværdi er 60 pct. højere end vores konkurrenter.

Det betyder ifølge direktøren, at Boozt står stærkt.

- Nu er der modvind, det får os til at rebe sejlende og fokusere på at gøre det, vi er bedst til ekstra godt, så vores kunder er tilfredse, så vi kan komme stærke ud af det her, fortæller Hermann Haraldsson i en afsluttende kommentar.

Driftsoverskuddet renset for engangsposter lå i andet kvartal på 80,9 mio. svenske kr. mod analytikernes forventning på 74 mio. svenske kroner. I andet kvartal voksede omsætningen med 5,2 pct., mens væksten for halvåret ligger på 13,9 pct.

.\\˙ MarketWire

Peter Søndergaard Rasmussen

Tags:  CEO❯  Report❯  Shares❯