B&O/Sydbank: Nedjustering skaber tvivl om langsigtede mål

Udgivet den 20-12-2018  |  kl. 08:45  |  

Bang & Olufsens nedjustering onsdag aften giver anledning til bekymring for, om selskabet kan nå sine langsigtede finansielle mål.

Det vurderer analytiker i Sydbank Morten Imsgard, der peger på, at selskabet er afhængig af, at dampen hele tidens holdes oppe, hvis 2020/21-målsætningen om blandt andet en driftsmargin på over 15 pct. skal indfris.

Derfor håber han også, at nedjusteringen skyldes et spørgsmål om timing i forhold til ændringerne i elektronikkoncernens butiksnet og distributionen, snarere end der er tale om en mere generel tendens til, at salget er bremset op.

- B&O har en forventning om, at det i år og i de to næste år har en omsætningsvækst på i gennemsnit over 10 pct. Hvis man har nul i år, skal der ske noget af en ketchupeffekt de kommende år. Ellers når B&O det ikke.

- Samtidig skal indtjeningsforbedringen, B&O har stillet i udsigt for de kommende år, primært komme fra skalafordele, det vil sige stigende salg. Det har B&O været meget eksplicitte omkring. Det handler ikke om, at der kan spares på marketing- og salgsomkostninger, men om lancering af produkter med en bedre bruttomarginal og et stigende salg, der løfter lønsomheden, siger Morten Imsgard.

FLAD SALGSUDVIKLING

B&O venter nu en omsætning i 2018/19 på samme niveau som forrige regnskabsår, da den var på 3285 mio. kr. Tidligere spåede ledelsen en stigning i salget på "over 10 pct."

Til gengæld holder B&O fast i sine forventninger om en margin for hele året på 7 til 9 pct. Dermed venter Struer-koncernen nu et driftsresultat, EBIT, på 230 til 296 mio. kr. mod førhen mindst 253 til 325 mio. kr. Altså en sænkning af den underliggende resultatforventning med 23 til 30 mio. kr.

At forventningerne til indtjeningen ikke sænkes mere, må ifølge Morten Imsgard skyldes, at nogle af de salgsfremmende tiltag, B&O havde planlagt, også er blevet forsinket.

Selv forklarer B&O nedjusteringen med en række forhold.

OMSTILLINGEN AF SALGSKANALEN ER FORSINKET

For det første peges på omstillingen i salgskanalen med en forsinket effekt i forbindelse med nedlukning af nogle salgssteder og åbning af andre nye, ligesom en ændring til en mere direkte distributionsmodel især har påvirket udviklingen i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA) samt de to amerikanske kontinenter.

- Det var noget af den frygt, man kunne have i forhold til B&O i år. De er i gang med en restrukturering af butiksnetværket, og det er en rigtigt svær øvelse at skulle lave et nyt netværk, samtidig med at man holder fuld damp på salgsvæksten. Det har så også vist sig at være for svært, siger Morten Imsgard.

Han peger på, at B&O ikke har formået at lukke de butikker, der klarer sig dårligt, og erstatte dem med nye butikker hurtigt nok.

Ud over justeringen af butiksnetværket og en mere direkte distributionsmodel begrunder B&O nedjusteringen med, at der er skiftet distributør i Oceanien, ligesom en ny logistikpartner har medført forsinkelser i levering og kundeordrer i EMEA og i Nord- og Sydamerika - "særligt i november".

Med nedjusteringen går B&O-aktien er svær aktiedag i møde, mener Morten Imsgard.

- Jeg tror, at aktien kommer under betydeligt pres i dag. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi ser et fald på op mod 10 pct. på nedjusteringen taget i betragtning af de nervøse markeder, og at salgsvækst er så afgørende for B&O.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder